Med FC Københavns derbysejr over Brøndby tidligere var der lagt mere op til sølvduel på Heden end kunstigt åndedræt til FCMs guldhåb. Det lykkedes dog midtjyderne både at distancere AaB og holde lidt liv i gulddrømmen.

AaB var ellers godt med i Herning og kunne, burde og skulle have bragt sig front ved Kasper Høgh, men i stedet var det Evander, der på et straffespark kunne bringe FCM foran 1-0. Kort før pausen var selvsamme Evander på dribletur. Hans skud fra kanten dumpede ned for fødderne af Anders Dreyer.

I anden halvleg blev ondt værre for nordjyderne, da Mathias Ross modtog sit andet gule kort med en halv time igen. Herfra var det spil til ét mål, men det blev ved de 2-0 til hjemmeholdet.

Her er B.T.s dom over FCM-AaB:

Om to dage starter karneval i Rio. Og selvom solen har bagt over Danmark mod påskens afslutning, så var de største sambarytmer dem, man så fra FCMs nummer ti. Han var hjerne og hjerte for FCM, selvom han kan ligne en med tømmermænd efter påskefrokost. I første halvleg erobrede han bolde, da kampen var åben, og siden sendte han Rinne ud efter pølser med en panenka, inden han lavede ravagen, der førte til 2-0-målet.

Karakter: 5

Kasper Høgh, den hurtigste spiller i Superligaen … til at smide trøjen efter kampene, er også blandt ligaens flittigste til at rende offside. I hvert fald mandag i Herning, hvor det skete mere end Filippo Inzaghi. Høgh håbede nok også på en offside, da han brændte en tusindårschance ved 0-0 efter godt en halv time – ti minutter senere stod der 0-2.

Karakter: 1

FCM: 3-4-3
David Ousted 3
Henrik Dalsgaard 4
Daniel Høgh 3
Mads Døhr Tychosen 3 (ud: 84.)
Joel Andersson 4
Evander 5 (ud: 78.)
Raphael Onyedika 5
Paulinho 4 (ud: 78.)
Edward Chilufya 5 (ud: 65.)
Anders Dreyer 4
Gustav Isaksen 4 (ud: 84.)
Snit: 4
---

Junior Brumado UB (IND: 65.)
Nikolas Dyhr UB (IND: 78.)
Charles (IND: 78.)
Juninho UB (IND: 84.)
Vagner Love UB (IND: 84.)

AaB: 3-4-3
Jacob Rinne 3
Mathias Ross 1
Rasmus Thelander 4
Anders Hagelskjær 2
Kristoffer Pallesen 2
Iver Fossum 4
Malthe Højholt 3 (ud: 76.)
Daniel Granli 2 (ud: 76.)
Louka Prip 3 (ud: 66.)
Kasper Kusk UB (ud: 16.)
Kasper Høgh 1 (ud: 45.)
Snit: 2,5
---

Lucas Andersen 4 (ind: 16.)
Milan Makaric 2 (ind: 45.)
Jakob Ahlman UB (ind: 66.)
Anosike Emanta UB (ind: 76.)
Oliver Ross UB (ind: 76.)

Hvor mange nordjyder skal der til for at skifte en pære? Hvor mange midtstoppere skal der til for at stoppe FCMs angribere mandag? Fire styk fra start – Granli, Thelander, Ross, Hagelskjær – var ikke nok for Lars Friis og AaB. Isaksen og (endelig) nyindkøbet Chilufya var pain in the ass. Og Lars Friis, som AaB-fansene har lagt palmer ud for, fejlede denne anden påskedag.

Første halvleg endte som noget rigtig lort for AaB. Bogstavelig talt. Og det var ikke på grund af gødningen fra de forårsbebudende traktorer på Hedens marker. Nej, AaB-profilen Kasper Kusk udgik simpelthen med ondt i maven. Så kan man blive presset på flere måder, når man spiller i hvide shorts.

Ja, hva' nu? For det var jo egentlig som at være Sofie Gråbøl og få en Søren Pilmark-knytnæve i fjæset denne anden påskedag. Spændingsmæssigt i hvert fald. FCK og FCM er status quo, AaB kunne ikke åbne sølvduellen, og Brøndby taber og taber. Dermed kan Bo og B.S. stadig spejde efter Rasmus Ankersens guldkorn i bogen 'Sult i Paradis'.