Superliga-drama for alle pengene. Det var, hvad AGF og FCK leverede søndag aften i Aarhus.

VAR-drama, to røde kort, mål og tacklinger af de helt grove. Ja, der var lidt for enhver smag. Jonas Wind leverede en veludført straffesparksscoring efter knap 10 minutter.

Og da Nicolai Poulsen blev udvist i midten af anden halvleg, lignede det en sikker FCK-sejr. Men AGF fik kæmpet sig tilbage – godt hjulpet på vej af en udvisning af FCK's Mikkel Kaufmann.

Det holdt lige til det sidste, men FCK fik hevet 1-0-sejren i land på trods af en AGF-afslutning på træværket. Herunder får du B.T.s karakterer, banens bedste og værste – samt 'Tre ting, vi lærte':

Han havde en skidt comeback-kamp mod AaB, men mod AGF var han tilbage i retningen af sit gamle FCK-niveau. Det lyder basalt, når man roser en spiller for god kommunikation, overblik og ro, men det er lige præcis dét, FCK har manglet i forsvaret. Og lige præcis dét leverede 'Zanka' i Aarhus, hvor han gjorde sine holdkammerater bedre kampen igennem.

Karakter: 8




Det er ikke noget nyt, at Nicolai Poulsen er en kompromisløs fodboldspiller. Men han kunne lige så godt have modtaget to direkte røde kort i kampen mod FCK. I stedet 'slap' han med en udvisning efter to gule kort. Det var virkelig grimme tacklinger uden hensyn, og ikke mindst solgte han sine holdkammerater i anden halvleg, da han slagtede Viktor Fischer, vel vidende at han havde gult i forvejen. Det er bare dumt.

Karakter: 3

AGF 4-3-3
Kamil Grabara 6
Alexander Munksgaard (ud: 72.) 5
Sebastian Hausner 5
Frederik Tingager 6
Casper Højer Nielsen 6
Patrick Olsen 5
Nicolai Poulsen (udvisning efter 61.) 3
Benjamin Hvidt (ud: 59.) 4
Jon Dagur Thorsteinsson (ud: 59.) 4
Patrick Mortensen 5
Albert Grønbæk (ud: 77.) 7
Snit: 5,1

---
Bror Blume (ind: 59.) 6
Gift Links (ind: 59.) 5
Kevin Diks (ind: 72.) UB
Nicklas Helenius (ind: 77.) UB

FC København 4-4-2
Karl-Johan Johnsson 7
Peter Ankersen 6
Mathias 'Zanka' Jørgensen 8
Victor Nelsson 6
Nicolai Boilesen (ud: 87.) 7
Mohamed Daramy (ud: 79.) 6
Rasmus Falk 5
Carlos Zeca 5
Viktor Fischer 6
Mikkel Kaufmann (udvisning 77.) 4
Jonas Wind (ud: 90.) 7
Snit: 6,7

---
Pep Biel (ind: 79.) UB
Pierre Bengsson (ind: 87.) UB
Rasmus Højlund (ind: 90.) UB

William Kvist droppede bænken
I den første kamp efter Ståle Solbakkens fyring tog FCK's midlertidige sportslige leder, William Kvist, turen ned til trænerbænken. Men efter nederlaget til AaB i sidste uge var Kvist trukket væk. I stedet sad han i en FCK-krog af AGF's sponsorarrangement blandt andet sammen med FCK-folkene Frederik Leth, Daniel Rommedahl og Jes Mortensen. Men han kunne lige så godt have siddet ved banen, for han sparede ikke på at råbe taktiske indspark, der rungede ud over det tomme stadion. Det lod også til, at han trak mod omklædningsrummet i pausen.

Smæk for skillingen!
For en stund virkede det til, at kampen blev spillet i en coronafri verden med fuld kapacitet på tilskuerpladserne. For spillerne var tændte og gik i dén grad til stålet. Og måske også lidt over. Både Nicolai Poulsen og Mikkel Kaufmann så rødt efter to advarsler, og der blev konstant testet grænser af kampen igennem. Hvad kampen ikke havde af poleret spil, havde den af fight, vilje og nogle gange rendyrket raseri.

En snert af en slumrende løve
Hey, hey, hey, hvad har vi her?! Vi ved, at der på papiret er kvalitet i FCK-truppen. Det er bare at se på navnene. Men det er længe siden, man har leveret en helstøbt indsats. Og der var en snert af de gamle FCK-dyder mod AGF. Defensivt disciplineret indsats med lidt kynisme og ro i de vigtige situationer. Ja, det er stadig et skrøbeligt grundlag, man arbejder med i storklubben. Og det vidnede afslutning af kampen alt om. Det vil det altid være efter en helt vanvittig sæsonstart og fyringen af Ståle Solbakken. Men det her var lige præcis, hvad klubben og spillerne havde behov for.