For første gang i 15 år vinder Brøndby de tre første kampe i en Superliga-sæson.

Det blev en realitet, da formsvage Horsens lagde vejen forbi Brøndby Stadion og indkasserede klubbens tredje nederlag i rap med 2-1 mod de blå-gule.

Brøndby kom forrygende fra land, da Jesper Lindstrøm gentog bedriften fra sidste uge i Parken og allerede efter få minutter bankede bolden i kassen fra udkanten af feltet. Kort inden pausen gentog Simon Hedlund kunststykket efter med et afrettet skud. Ført allersidst i kampen lykkedes det for Michael Lumb at score til slutresultatet.

Herunder får du B.T.s karakterer, banens bedste og værste – samt »Tre ting, vi lærte«:


Sæsonen startede med en bænkplads for den unge Brøndby-mand, men hvis der er én, som kendetegner, at Vestegnens drenge har fået det maksimale ud af de tre første runder, er det Jesper Lindstrøm. Mod Nordsjælland kom han ind og gjorde en forskel i anden halvleg, mod FCK var han afgørende, og mod Horsens var han den bedste. 20-årige Lindstrøm er ved at få sit endelige gennembrud og havde en fod i stort set alle offensive aktioner fra topholdet i Superligaen. Eneste minus er, at han ikke spillede fuld tid.

Karakter 8


Var han småskadet fra start, anfører Hansson? Begyndte kampen med den pinlige tunnel, han fik af Lindstrøm før scoringen, og herefter var det bare op ad bakke med en præstation, der ikke ligner ham. Forsøgte undervejs at kommandere sine holdkammerater til at komme ind i kampen, men det lykkedes ikke engang for anføreren selv. I pausen var det slut som skadet.

Karakter 3

Brøndby 3-5-2

Marvin Schwäbe 5
Sigurd Rosted 8
Andreas Maxsø 7
Anthony Jung 6
Kevin Mensah 6
Jesper Lindstrøm (ud: 68.) 8
Morten Frendrup (ud: 59.) 6
Lasse Vigen (ud: 88.) 7
Peter Bjur (ud: 59.) 5
Simon Hedlund (ud: 88.) 7
Mikael Uhre 5

---

Andreas Bruus (ind: 59.) 6
Josip Radosevic (ind: 59.) 4
Anis Ben-Slimane (ind: 68.) 6
Tobias Børkeeiet (ind: 88.) UB
Rezan Corlu (ind: 88.) UB

AC Horsens 4-4-1-1

Matej Delac 4
Jacob Buus (ud: 76.) 7
Malte Kiilerich Hansen 6
Alexander Ludwig 5
Michael Lumb 6
Louka Prip 5
Jonas Gemmer 5
Hallur Hansson (ud: 46.) 3
Casper Tengstedt (ud: 56.) 6
Jannik Pohl (ud: 84.) 5
Nicolai Brock-Madsen (ud: 46.) 3

---

Jonas Thorsen (ind: 46.) 6
Lirim Qamili (ind: 46.) 6
Thor Søndergaard Lange (ind: 56.) 6
Rune Frantsen (ind: 76.) UB
Magnus Jensen (ind: 84.) UB

'CV' på arbejde
Tre sejre ud af tre mulige lyder helt fantastisk og er det også, men på en plads mangler der ganske enkelt kvalitet hos Brøndby, og det ved de jo egentlig godt selv. Og italesætter. 'CV' har godt og vel en uge til finde en mand til venstre wingback. Unge Peter Bjur gør det fornuftigt fremad med et par gode afslutninger, men Horsens' spillere kom forbi ham hver gang, og det vil koste mod bedre spillere.

Det plettede lagen
Brøndbys tre sejre er flot, og nu skal fokus på at kunne holde målet rent. Et såkaldt clean sheet. Det har alle tre været etmålssejre, og mens det mod Nordsjælland og FCK var Brøndby, der scorede helt til slut, var det denne gang gæsterne fra Horsens, der fik smidt bolden i mål kort før slutfløjt. En sejr smager bare bedre, når man lukker af bagtil.

Ufarlige Horsens
Klubrekorden som Superliga-mandskab for femte år i træk står for fald for Horsens, hvis de ikke snart får vendt skuden. Tre nederlag i træk og igen næsten helt ufarlige foran modstandernes mål. Det var først helt til slut, at Michael Lumb fik scoret det reducerende mål – for sent. Inden da havde Jonas Dals mandskab spillet næsten tre hele kampe uden at score, og det er et problem, hvis de vil overleve.