Hver. Eneste. Gang.

Når FC København og AGF møder hinanden er det bare garanti for hårde tacklinger, masser af mål og endnu mere drama. Og mandag aften i Parken ændrede ikke på den forsikring. For med over 10.000 til fodboldfest endte den nye klassiker i Superligaen med 3-2 til FC København.

Det startede med 45 minutters københavnsk Distortion og sluttede med 45 minutter aarhusiansk festuge. 3-0 til FCK ved pausen ændrede sig til en smal og hårdt tilkæmpet 3-2 sejr til hjemmeholdet, da AGF slog sig løs i anden halvleg.

Sikke en kamp. Kan de her to hold ikke bare møde hinanden hver weekend med tilskuere på lægterne? Fantastisk oplevelse og det, der bare er de vildeste opgør i Superligaen for tiden.

Det er ikke altid nemt at huske alle kampe, men hvis den her præstation ikke var Jens Stages bedste i en FCK-trøje… Sikke en vilje, duelstyrke og dominans på midtbanen. Københavnerne frygtede nok, at Zeca, Lerager og endda Falk kunne blive savnet centralt, men Stage løb, pressede og spillede for mindst to mand. Især første halvleg var helt eminent.

Karakter: 5

Det var ikke helt til at se, hvad der skete, da Patrick Olsen kastede sig i græsset uden en mand i nærheden. Det lignede en stikpille til Viktor Fischers kamp for en uge siden. Men hvis han var blevet skudt af en luftpistol, giver det en forklaring på midtbanemandens spillemæssige problemer derfra. For det var ikke en kamp, som Olsen overhovedet fik sat sit præg på. Han ramte helt forbi på tændingsniveau og teknisk niveau.

Karakter: 2

FC København
Sten Michael Grytebust 2
Peter Ankersen 3
Mathias 'Zanka' Jørgensen 4
Victor Nelsson 4
Victor Kristiansen 3
Jens Stage 5
Pep Biel (ud: 81.) 4
Mohamed Daramy (ud: 59.) 4
Jonas Wind 3
Viktor Fischer (ud: 81.) 3
Kamil Wilczek (ud: 68.) 5
---
Mustapha Bundu (ind: 59.) 2
Nicolaj Thomsen (ind: 68.) 3
Marios Oikonomou (ind: 81.) UB
Mikkel Kaufmann (ind: 81.) UB

AGF
Kamil Grabara 3
Kevin Diks 5
Sebastian Hausner 4
Jesper Juelsgård 3
Casper Højer 3
Nicolai Poulsen (ud: 87.) 2
Patrick Olsen 2
Bror Blume 3
Albert Grønbæk (ud: 72.) 3
Jon Dagur Thorsteinsson (ud: 87.) 3
Patrick Mortensen 3
---
Gift Link (ind: 72.) UB
Benjamin Hvidt (ind: 87.) UB
Alexander Ammitzbøll (ind: 87.) UB

Hvis Victor Nelsson ikke turde at give helt los på jublen ved sit første Superliga-mål for FCK, kan man ikke klandre ham. To gange har han stået med luftguitar og rock og rul-arme, men så fået underkendt sine kasser af VAR mod FC Nordsjælland og Lyngby. Denne gang tog VAR også en gennemgang, men Nelsson fik lov at beholde kassen.

Han havde taget motorsaven frem, handskerne på og udset sig to spanske træben at save over. Og så gik den islandske skovhugger Jon Dagur Thorsteinsson ellers i gang med en tackling kun med det for øje at gøre ondt på Pep Biel. Det så ud til, at Pep Biel fik sprunget sig fra den værste smerte, men noget af en tackling alligevel - og et gult kort som gevinst.

Det er to hold, der kigger i hver sin retning efter to FCK-sejre i træk i de indbyrdes opgør, der altså kom til at afgøre bronzen. Nu vil københavnerne se, om de kan snige sig til endnu mere ædelt metal, mens AGF kan se FC Nordsjælland angribe den fjerdeplads, som ikke er så lidt vigtig i forhold til Europa. Den her Superliga-afslutning bliver bragende spændende.