FC København har været død og begravet, men er nu tilbage i guldkampen med en sejr på 4-2 over FC Midtjylland i en fantastisk fodboldkamp i nationalarenaen.

I en fuldstændig forrygende første halvleg bragte Lukas Lerager hjemmeholdet foran efter en halv time, og så eksploderede det hele ellers i Parken.

Først fandt Evander et kæmpe hul i FCKs midterforsvar med et lob til Sory Kaba, der på lige så fornem vis tippede bolden over Sten Grytebust og i kassen. Kun seks minutter senere var det så gæsternes tur til at komme foran, da dommer Jørgen Daugbjerg Burchardt ved hjælp af VAR dømte et straffespark til FCM for et benspænd af Lukas Lerager mod Sory Kaba. Et straffespark, som FCK-anfører Zeca var rasende over blev dømt, fordi han mente, at Kaba forinden havde hånd på bolden. Ikke desto mindre scorede Alexander Scholz som vanligt fra de 11 meter.

Hjemmeholdet havde dog mere i sig og kom tilbage kort før pausen, da Kamil Wilczek udlignede, og nu turde ingen lave klassikeren med at gå ud efter pølser før tid, for dramaet var på sit højeste, og bolden kom faktisk i mål endnu en gang på en Jonas Wind-afslutning, men målet blev – til mange fra hjemmeholdets store overraskelse – annulleret for offside.

Anden halvleg fortsatte i et tempo, der var toppen af international fodbold værdig, og det samme gjorde dramaet.

Dion Cools blev med 15 minutter igen smidt ud for et straffespark, han begik mod Jonas Wind, da han holdt fast i den danske landsholdsangriber, der ikke kunne afslutte en oplagt chance. Straffesparket knaldede FCK-profilen ind som den største selvfølgelighed.

Med en mand nede forsøgte Midtjylland at satse på det ene point, der ville give dem matchbold i sidste runde, men det kostede i modsatte ende, da indskiftede Mohamed Daramy scorede på en kontra, der lukkede en af de bedste Superliga-kampe nogensinde.


Inden kampen blev FCK-anføreren kåret til årets spiller for andet år i træk i klubben, og han gik bare ind og viste hvorfor. Tacklingerne og tilbageløbene blev leveret, som om han var manden, der har opfundet dem, og fansene gav ham meget fortjent en hyldestsang inden slutfløjt. Føj, han er god.

Karakter: 6


Det er første gang, jeg giver kampens 'dårligste' spiller så høj en karakter, og det vidner lidt om, hvor voldsomt et højt niveau, der var overalt på banen. Midtjylland har i Paulinho en topspiller på venstre back, men når brasilianeren er ude, er mandskabet meget presset og får slet ikke leveret de indlæg, profilen kommer med. Joel Andersson gjorde et ok forsøg, men var den værste blandt de mange gode.

Karakter. 3

FC København: 4-3-3

Sten Grytebust 3
Peter Ankersen 4
Mathias Zanka Jørgensen 4
Victor Nelsson 4
Nicolai Boilesen (ud: 67.) 4
Pep Biel (ud: 82.) 4
Carlos Zeca 6
Lukas Lerager 4
Jonas Wind 5
Kamil Wilczek (ud: 57.) 4
Rasmus Falk 4

---

Indskiftere:

Mohamed Daramy (ind: 57.) 5
Victor Kristiansen (ind: 67.) 4
Viktor Fischer (ind: 82.) UB

FC Midtjylland: 4-2-3-1

Jonas Lössl 4
Dion Cools (udvisning: 75.) 4
Erik Sviatchenko 4
Alexander Scholz 4
Joel Andersson 3
Frank Onyeka (ud: 80.) 5
Evander (ud: 80.) 5
Anders Dreyer (ud: 77.) 4
Pione Sisto 4
Awer Mabil (ud: 67.) 4
Sory Kaba (ud: 67.) 4

---

Indskiftere:

Jens-Lys Cajuste (ind: 67.) 3
Junior Brumado (ind: 67.) 3
Ailton (ind: 77.) UB
Mikael Anderson (ind: 80.) UB
Gustav Isaksen (ind: 80.) UB

Kan man vælge én? Nej, egentlig ikke. Men når man nu skal, må det næsten være Evanders lob over FCK-forsvaret og Sory Kabas ditto. Det var af høj, høj klasse og så nemt ud, men er i virkeligheden utroligt svært at udføre.

FC Midtjyllands spillere må være badet i øl. Efter begge mål i første halvleg var de nede at hilse på FC Københavns mest hardcore fans på Sektion 12, og det besvarede københavnerne ved at kaste alle forsyningerne efter de jublende gæster. Sory Kaba viste ved den lejlighed fin teknik, da han tæmmede et flyvende ølkrus.

FC København er stadig med i den guldkamp, som alle havde skrevet dem ud af for længe siden. Inklusiv dem selv. Resultatet gør sjovt nok, at FC København med sejren har givet Brøndby mulighed for at løbe med guldet for første gang i 16 år med sejre i de sidste to kampe, men det hele er åbent, og alt kan ske nu. Tak for kaffe.