En hektisk affære, hvor regnen silede ned på grønsværen, endte med en pointdeling på Cepheus Park, da Randers og Brøndby spillede 1-1.

Kampen vil i den grad blive husket for en 1. halvleg, hvor kampens to mål kom henholdsvis via en horribel forsvarsaktion og et uheldigt selvmål.

Randers kom foran 1-0 på mål Stephen Odey, der takkede Brøndbys Andreas Bruus for at spille ham helt fri i det lille felt. Simon Graves skrabede på uheldigvis en flad aflevering ind i eget net på et fladt indlægs fra Brøndbys Kevin Mensag til slutresultatet 1-1. Anden halvleg blev i høj grad præget af, at grønsværen blev mere og mere sumpet, der gjorde det til uskøn kamp efter pausen.

Herunder kan du læse B.T.s dom over kampen:



Han var brølstærk, han var god med bolden, og så var han iskold, da muligheden opstod. Stephen Odey udnyttede på kølig vis den vilde foræring fra Andreas Bruus, hvor Randers-spydspidsen ventede et kort sekund med at afslutte, så forsvarsspilleren gled væk i aktion, og han nemt kunne sætte læderet i kassen. Han var samtidig en fantastisk spilstation, der gang på gang slap godt ud af de fleste situationer. Til tider løb han dog alene ind i et par blindgyder, hvor han kunne have taget nogle bedre beslutninger.

Karakter: 5



Det var forsvarsspil på miniputniveau, da Andreas Bruus lavede en hjernedød aflevering ind til forsvarskollegaen Sigurd Rosted. Ikke nok med, at pasningen var milevidt fra at ramme holdkammeraten, så spillede Brøndby-backen Stephen Odey helt blank tæt under mål. Randers-spydspidsen takkede for foræringen og sendte bolden let forbi en chanceløs Mads Hermansen i Brøndby-målet. Den horrible aktion kommer helt sikkert til at give Andreas Bruus ubehagelige drømme i nat, samtidig med, at han vil vende dreje sig på puden over de talrige gange, han blev overløbet og mistimede flere indgreb.

Karakter: 1

Randers FC (4-4-1-1)

Patrik Carlgren 3
Björn Kopplin 3
Simon Graves 2
Simon Piesinger 3
Mikkel Kallesøe 3 (ud 79.)
Simon Tibbling 3 (ud 46.)
Frederik Lauenborg 2 (ud 46.)
Lasse Berg Johnsen 3
Tobias Klysner 4
Vito Hammershøy-Mistrati 3 (ud 65.)
Stephen Odey 5
Snit: 3,10

---

Jakob Ankersen UB (ind 79.)
Alhaji Kamara UB (ind 72.)
Vincent Onovo 3 (ind 65.)
Tosin Kehinde 2 (ind 46.)
Oliver Bundgaard 3 (ind 46.)

Brøndby IF (3-5-2)

Mads Hermansen 3
Kevin Mensah 4
Kevin Tshiembe 2
Andreas Maxsø 2
Sigurd Rosted 2
Andreas Bruus 1
Morten Frendrup 3
Josip Radosevic 3 (ud 72.)
Ben Slimane 3
Simon Hedlund 3 (ud 72.)
Mikael Uhre 2 (ud 59.)
Snit: 2,54

---

Mathias Greve UB (ind 72.)
Christian Cappis UB (ind 72.)
Marko Divkovic 3 (ind 59.)

Havde Tobias Klysner små raketter i støvlerne? Randers-kantspilleren løb fra alt og alle i 1. halvleg, hvor han lå over for Andreas Bruus, der måtte halse efter den lynhurtige kronjyde, der drev gæk med Brøndby-forsvaret i flere tilfælde. I 2. halvleg kunne han dog ikke holde det høje niveau, og afslutningerne skal den unge kantspiller også have arbejdet lidt på. Når han fik chancen, mindede sparket mere om en clearing end et forsøg på mål.

Simon Hedlund faldt lige lovlig let i Randers-feltet flere gange i 1. halvleg. Det synes Brøndbys medrejsende fans dog ikke. De råbte og skreg på straffespark, og frustrationerne gik ud over kampens dommer, Jens Grabski Maae. 'Ludersøn'! råbte Brøndby-fans ned mod dommeren, der ellers havde fuldstændig ret i sine kendelser. Sådanne tilråb hører ingen steder hjemme.

Resultatet efterlader de danske mestre fra Brøndby i ingenmandsland, og lige nu ligner det, at Niels Frederiksens tropper skal være glade for, hvis de kan spille sig i top-6, inden ligaen bliver delt i to. Randers derimod ligner et mandskab, der er bundsolid og nok skal spille med i den bedre halvdel, og på en god dag kan de slå alle hold i Superligaen.