Brøndby er yderst tæt på at hente en forstærkning til forsvaret.

Det norske medie Stavanger Aftenblad kunne mandag fortælle, at klubben er yderst tæt på at hente Henrik Heggheim, og det kan B.T.s kilder bekræfte.

Prisen på 14,5 millioner kroner er imidlertid en anden, end B.T.s kilder tæt på forløbet fortæller.

Den ligger på 1,2 millioner euro, kan B.T. afsløre. Det er ni millioner kroner uden bonusser.

Samtidig kan B.T. fortælle, at den 20-årige nordmand får en kontrakt på minimum fire år, men det er endnu ikke helt på plads, om kontrakten ender på lige præcis fire år eller lidt længere.

Henrik Heggheim mangler endnu andre detaljer at få på plads som lægetjek og underskrift, før han kan præsenteres i Brøndby.

Spilleren fra Viking FK er ifølge B.T.s oplysninger én, som indtil for ganske få dage siden ikke syntes mulig at hente til Vestegnen, hvor der blev kigget mod en mere erfaren spiller med ledergener.

Den plan bliver droppet, hvis Henrik Heggheim efter planen snart bliver Brøndby-spiller.