FC København er tæt på at sende William Bøving til Sturm Graz.

B.T. kan afsløre, at klubberne er blevet enige om en mundtlig aftale, der vil sende 2,5 millioner euro, 19 millioner kroner, til København i tilfælde af, at handlen bliver lukket.

Det var FCK-fanmediet Kvart i Bold, som rapporterede først om østrigernes interesse i spilleren, og siden har Ekstra Bladet skrevet, at klubberne var i dialog om et salg, mens bold.dk har noteret, at Bøving befinder sig i Østrig for at se Sturm Graz an.

Sturm Graz har haft gode erfaringer med at hente en spiller i udkanten af FC Københavns hold i Rasmus Højlund, og som B.T. kunne afsløre, blev han som bekendt solgt for 127 millioner kroner.

Det spøjse i denne situation er, at Rasmus Højlund blev købt for præcis samme beløb, som Sturm Graz og FC København er blevet enige om, at William Bøving skal koste.

Hvis William Bøving bliver en lige så stor succes, får FC København med garanti endnu nemmere ved at komme af med overskudslageret.

I FC København sidder Victor Claesson og Mohamed Daramy tungt på kantpositionerne, som er på de pladser, William Bøving mest af alt er blevet brugt på. Men hans favoritposition er egentlig mere centralt inde i banen, og det er der, den østrigske klub vil bruge ham.

Kun de sidste detaljer mangler, før han er klar til nye udfordringer.