En – hvis ikke den – af sommerens største handler med en dansk fodboldspiller er millimeter fra at blive en realitet.

B.T. kan afsløre, at Rasmus Højlund er særdeles tæt på at blive solgt til Atalanta i Serie A.

Ifølge B.T.s kilder i Italien til en værdi af – hold nu fast – 17 millioner euro, over 125 millioner kroner, i overgangssum her og nu.

Der er derudover en række bonusser sat sammen, som der altid er i handler på det niveau, så prisen kan stige med mange millioner kroner mere.

Atalanta og Sturm Graz er enige om transferen, og spillerens personlige betingelser er på plads, hvorfor han blot skal bestå et lægetjek og underskrive kontrakten en af de næste dage.

Og mens den østrigske klub kan juble over at have lavet en særdeles god handel, når det blot er et halvt år siden, at man hentede 19-årige Rasmus Højlund i FC København for 19 millioner kroner, kan festen fortsætte i Parken.

Den nykårede Champions League-klub, der alene på grund af deltagelsen i den prestigefulde turnering indkasserer væsentligt over 200 millioner, kan nemlig også sidde med store smil over salget af Rasmus Højlund.

Ifølge B.T.s oplysninger tjener FC København nu mellem 18 og 20 millioner kroner yderligere på Rasmus Højlunds skifte til Atalanta.

Det er resultatet af et voldsomt gennembrud fra Rasmus Højlund, der i blot 21 kampe for Strum Graz har lynet hele 12 gange og lagt op til fire mål.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra spillerens agent, Ivan Marko Benes, men det er ikke lykkedes.