Det trækker op til et sommerskifte for OB's dygtige norske målmand, Sten Michael Grytebust, der igennem de seneste par sæsoner har været blandt Superligaens allerbedste sidsteskanser.

BT erfarer, at OB for tiden forhandler med flere klubber om et sommersalg af 28-årige Grytebust, der kun har et år tilbage af sin kontrakt med den fynske klub.

Ifølge BT's oplysninger står kapløbet om den eftertragede nordmands underskrift lige nu mellem tre klubber - de hollandske rivaler Groningen og Vitesse Arnhem og en unavngiven tysk 2. bundesliga-klub.

Sten Michael Grytebusts agent, Jim Solbakken, ønsker ikke at kommentere på oplysningerne, men han bekræfter, at et skifte kan vente lige rundt om hjørnet.

»Jeg kan sige så meget, at hans fremtid nok ligger sydpå,« fortæller Jim Solbakken.

BT har forgæves forsøgt at fange OB's sportsdirektør, Jesper Hansen, men da avisen for en uge siden spurgte OB-chefen til Grytebusts fremtid, blev et salg bestemt ikke udelukket.

»Vi har en fin dialog med Sten og Stens agent omkring fremtiden, og den kommenterer jeg ikke på. Men alle ved, at han har et år tilbage af sin kontrakt, så alt kan ske. Han kan skifte, men han han også, og han kan også forlænge sin kontrakt med OB,« svarede Jesper Hansen i sidste uge.

OB hentede i februar 2016 Sten Michael Grytebust i norske Aalesund, og han viste sig hurtigt at blive løsningen på fynboernes målmandskvaler. I flere sæsoner har han holdt et højt niveau, som også har givet ham flere optrædener for det norske landshold. I vinter var superliga-konkurrenterne fra Brøndby - ifølge BT's oplysninger - ude efter målmanden, men OB afviste Brøndbys bud, der lød på omkring 10 millioner kroner. Vestegnsklubben har efterfølgende trukket følehornene til sig og jagter nu i stedet den tyske målmand Marvin Schwäbe.