Hvem skal afløse Frederik Rønnow i Brøndby-målet på den anden side af sommerferien?

Det er et af de spørgsmål, Brøndbys fans stiller sig selv, mens de venter på sæsonens altafgørende kampe om mesterskab og pokaltitel.

Svaret kunne være OBs Sten Grytebust, der de seneste år har kæmpet med netop Rønnow og FC Københavns Robin Olsen om at være Superligaens bedste mellem stængerne. Men lige nu er transferdansen mellem de to Superliga-klubber gået lidt i hårdknude.

BT kan afsløre, at Brøndby i januar måned bød lige godt 10 millioner kroner på OBs norske shotstopper. Men her var svaret en nedadvendt tommelfinger fra den anden side af Storebæltsbroen.

»Det er rigtigt, at vi i 11. time i vinter fik et bud, som vi endte med at sige nej til,« siger OBs sportsdirektør Jesper Hansen uden at ville bekræfte, at buddet kom fra Brøndby.

For nylig kom Brøndby tilbage. Efter klubbens salg af Frederik Rønnow til tyske Eintracht Frankfurt forsøgte de måske kommende danske mestre endnu engang at vriste Grytebust ud af hænderne på de stribede. Men denne gang var gavmildheden væsentligt mindre.

BTs kilder på vestegnen fortæller, at Brøndby denne gang blot var villige til at give mellem fire og fem millioner kroner for nordmanden, der til sommer blot har et år tilbage af sin aftale i det fynske. Nogle måneder er gået, og Brøndby har ikke pistolen for panden, som de havde i vinter, hvor det højere bud faldt i forbindelse med Crystal Palaces forsøg på at hente Rønnow i transfervinduets sidste timer. For en eksorbitant pris i nærheden af 40 millioner kroner.

Derfor har Brøndby halveret deres bud på Grytebust, selv om den blå-gule ledelse fortsat gerne ser nordmanden i buret på Brøndby Stadion i den kommende sæson.

Brøndbys væsentligt lavere bud har fået OB til at stejle. Med tanke på at klubben for bare tre måneder siden kunne have inkasseret over 10 millioner, hverken kan eller vil fynboerne nu sige ja til halvdelen. På den anden side tikker uret mod Grytebusts kontraktudløb. Derfor har OB sat en pris på 7,5 millioner kroner på manden, der igennem flere år har været klubbens bedste og vigtigste spiller.

»Vi ved, vi har en god målmand, der også har ambitioner om at komme til en større klub. Der har været henvendelser fra forskellige klubber, men det har ikke været noget, der har været interessant nok for os. Der er mange, der holder øje med Sten, men jeg vil ikke afvise, han spiller sin kontrakt færdig i OB,« siger Jesper Hansen, der fastslår, at det for OB handler om at finde en god klub, få en god pris og finde en god afløser, før Grytebust får lov at rejse.

Så kan Brøndby og OB så overhovedet nå til enighed? Lige nu er der ikke meget, der tyder på det. Brøndby vil i skrivende stund ikke efterleve kravene fra Fyn, og kigger derfor på billigere alternativer.

Parterne står derfor stejlt overfor hinanden, og døren for en stor intern Superliga-handel er så småt ved at lukke i. Helt lukket er den dog ikke endnu.

BT har uden held forsøgt at få en kommentar fra Brøndbys sportsdirektør Troels Bech.

Opdateret 19.58 med citatater fra OBs sportsdirektør, Jesper Hansen