Pione Sisto er havnet i unåde i FC Midtjylland.

Det er han først og fremmest, fordi han er gået i rette med Brian Priske og har udfordret sin cheftræners autoritet.

Kilder i FC Midtjylland fortæller, at grunden til, at Pione Sisto søndag var sat af til Superliga-kampen mod Vejle, er, at spilleren på et taktikmøde lørdag gik i rette med Brian Priskes dispositioner.

Søndag skrev Herning Folkeblad, at Pione Sisto var udeladt af kamptruppen grundet disciplinære årsager:

»Han dummede sig en lille smule i går (lørdag, red.) i forhold til at overtræde nogle grænser, som jeg har som cheftræner. Og derfor var han ikke med,« sagde Brian Priske til Herning Folkeblad efter kampen.

Nu kan B.T. fortælle, hvad der ligger bag straffeaktionen.

Det var på lørdagens sædvanlige taktikmøde før Superliga-kampen, da truppen var samlet, og Brian Priske afslørede sin startformation, at situationen udspillede sig.

Her præsenterede Brian Priske det hold, der skulle ud på træningsbanen en sidste gang og forberede detaljerne inden kampen mod Vejle – og startopstillingen var uden Pione Sisto. Stjernespilleren var kort sagt sat af.

Pione Sisto.
Pione Sisto. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Det fik uventet Pione Sisto til at tage ordet.

Ifølge B.T.s kilder gav Pione Sisto det udseende af, at han var helt okay med ikke at spille kampen, fordi han alligevel ikke skulle spille sin foretrukne plads. Sisto ønsker fremover at spille 10er på holdet. Den offensive midtbaneplads. En plads, som brasilianske Evander indtager.

På den måde gav han over for holdkammeraterne det indtryk, at han selv har indflydelse på holdudtagelsen – og at han selv har indflydelse på, hvor og hvornår han spiller. Og det er ikke tilfældet.

Den opførsel ville cheftræner Priske ikke finde sig i. Da spillerne efter mødet kom ud på træningsbanen, gjorde han det derfor i tydelige vendinger klart for Sisto – og for resten af truppen – hvem der er chefen, og hvem der træffer beslutningerne.

Brian Priske har fået stor respekt for sin håndtering af Pione Sisto.
Brian Priske har fået stor respekt for sin håndtering af Pione Sisto. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Samtidig fortalte Priske sin stjernespiller, at konsekvensen af hans opførsel på taktikmødet blev, at han slet ikke ville få en plads i truppen til kampen mod Vejle. Det var straffen for at gå imod cheftræneren foran alle holdkammeraterne og hele staben omkring førsteholdet.

Kilder i og omkring FC Midtjylland fortæller, at episoden er sigende for Pione Sistos ageren, siden han i i september sidste år returnerede til klubben i en enorm transfer, hvor mestrene i sidste sekund overbeviste ham om at komme hjem til Herning i stedet for at vælge FC København.

Sisto kom tilbage til heden som tidligere stjerne i både La Liga og på landsholdet og indtog med det samme en plads i toppen af lønhierarkiet hos de danske mestre. Den status har skinnet igennem lige siden returen og gjort arbejdsbetingelserne for både holdkammerater og trænere vanskelige, fortæller kilderne.

For et par uger siden fortalte Sisto i et større interview med Discovery om de mentale udfordringer, der prægede hans sidste tid i Spanien.

Cheftræner Brian Priske fortæller, at han 'ingen kommentarer' har til sagen. B.T. har uden held forsøgt at få en kommentar fra FC Midtjylland sportslige ledelse og fra Pione Sistos lejr i forbindelse med denne artikel.

Pione Sistos afløser i startopstillingen mod Vejle, Awer Mabil, spillede fuld tid og lagde op til tre scoringer, mens Evander scorede en enkelt i 5-0-sejren.