Lyt til artiklen

Albert Grønbæk er nu Bodø/Glimt-spiller.

Det er kun et spørgsmål om (meget) kort tid, før den 21-årige dansker præsenteres i den norske storklub.

Tidligere på ugen afslørede B.T., at AGF-spillerens karriere ville fortsætte i Norge, og nu er der altså yderligere oplysninger om aftalen.

Albert Grønbæk har skrevet en femårig kontrakt med holdet fra Eliteserien, hvor han slår transferrekord.

Summen, der er tæt på 25 millioner kroner, gør ham nemlig til den dyreste handel nogensinde i norsk fodbold.

Samtidig får Grønbæk muligheden for at spille europæisk fodbold – i hvert fald i et par kampe – da Bodø/Glimt skal møde Dinamo Zagreb i den sidste runde inden Champions League-gruppespillet.

Dernæst kan der vente kampe mod verdens største klubmodstandere.

Allerede fredag bekræftede AGF i en fondsbørsmeddelelse, at Grønbæk var på vej til Norge.

»AGF A/S er nået til enighed med den norske klub FK Bodø/Glimt om de overordnede rammer for salg af kontraktrettighederne på Albert Grønbæk Erlykke. Spilleren mangler at få de sidste detaljer på plads og bestå lægetjek. Når salget af kontraktrettigheden er endeligt be- eller afkræftet, vil Fondsbørsen blive orienteret,« fremgik det.

Og nu er det altså meget tæt på, at handlen bliver officiel, og Albert Grønbæk tilslutter sig de norske mestre.

Den snart tidligere AGF-profil fik debut i Superligaen i 2020 og nåede 86 kampe i AGF-trøjen, hvor han havde kontrakt til december 2025.

I Bodø/Glimt bliver Albert Grønbæk blandt andet holdkammerater med den tidligere FC Midtjylland-spiller Japhet Sery Larsen.