Først var det Brøndby, nu er det FC København.

Viborgs venstreback Christian Sørensen er en eftertragtet herre i dette vindue.

Nu kan B.T. afsløre, at der i flere dage har været dialog om et muligt skifte denne sommer til FC København.

Ifølge B.T.s oplysninger er interessen endnu ikke blevet vekslet til et konkret bud fra københavnerne, men sportsdirektør Peter ‘PC’ Christiansen og FCK er i dialog med Viborg og bevidste om den pris, jyderne kræver for et skifte nu og her.

B.T. erfarer fra flere kilder, at det vil kræve omkring en million euro at hente ham til klubben.

Nu skal Christiansen og FCK så overveje, om det er noget, man har lyst til at gå videre med. Og det skal de snart. Transfervinduet lukker ved midnat onsdag aften.

B.T. har tidligere i dette vindue beskrevet, hvordan Brøndby også har vist stærk interesse for Sørensen.

Men nu er det altså FC København, der kan stjæle den 30-årige Viborg-spiller, der har imponeret stort i Superligaen de seneste sæsoner.

Hos de danske mestre ville Sørensen skulle kæmpe om spilletid på backen med blandt andre stortalentet Victor Kristiansen.