Luca Pfeiffer får alligevel sit skifte til Bundesligaen.

B.T. kan afsløre, at den tyske angriber er meget tæt på at blive solgt til Stuttgart for et stort millionbeløb.

Det ventes ifølge B.T.s oplysninger at lande på 3,5 millioner euro, 26 millioner kroner.

FC Midtjylland har, som B.T. tidligere har rapporteret om, afvist et andet bud på 15 millioner kroner fra en anden Bundesliga-klub i FC Köln, men denne gang ser det ud til at lykkes med en handel.

Dengang, for halvanden måned siden, skrev B.T. også, at andre Bundesliga-klubber lurede på ham, og mandag begyndte de første røster i de tyske medier at mene, at Stuttgart kigger på ham.

Men det er altså mere end bare interesse, for B.T. kan fortælle, at transferen er ved at blive lukket.

Luca Pfeiffer har i det sidste år skabt sig et godt navn i sit hjemland, efter han i sidste sæson brændte 2. Bundesligaen af med 18 mål i 33 kampe for Darmstadt.

Han kom til Danmark fra den tyske klub Würzburger Kickers i oktober 2020 og har spillet 17 kampe for FC Midtjylland med to mål til følge.

Kontrakten med den danske klub stod til at udløbe i sommeren 2024, så FC Midtjylland har stået i en gunstig forhandlingsposition oven på Pfeiffers succes i Tyskland.

I Stuttgart får han danskeren Wahid Faghir som angrebskollega.