FC Midtjylland har en brandvarm angriber i truppen, men det er ikke én, vi har set meget til i Superligaen.
Den tyske bomber Luca Pfeiffer blev efter en noget skuffende første sæson på heden udlejet sidste sommer, og siden har han brændt banen af i 2. Bundesliga.
Og det har gjort Pfeiffer til en voldsomt interessant herre i tysk fodbold.
B.T. kan onsdag afsløre, at Bundesliga-klubben 1. FC Köln, der blev nummer syv i Bundesligaen, har budt to millioner euro - svarende til 15 millioner kroner - på den 25-årige angriber.
Det bud er ikke blevet accepteret af FC Midtjylland.
Ifølge B.T.s oplysninger er flere Bundesliga-klubber også interesseret i at sikre sig Pfeiffer, der endnu har kontrakt med FC Midtjylland to år frem, og man skulle håbe på, at den store interesse for Pfeiffer kan få prisen til at stige.
Selv om han har bevist sit værd i det tyske, tyder altså ikke på, at Pfeiffer tager målnæsen tilbage til Heden, efter den har snuset sig frem til hele 18 kasser i 33 kampe i den forgangne 2. Bundesliga-sæson.
Luca Pfeiffer blev hentet til FC Midtjylland fra den tyske klub Würzburger Kickers i oktober 2020. Han har i alt spillet 17 kampe for FCM med to mål til følge.
Du kan følge dagens udgave af B.T.s transferpodcast, Transfervinduet, øverst i denne artikel.