Eventyret i Afrika er slut, nu skal han hjem til Danmark igen.

B.T. kan afsløre, at Fatah Abdirahman er ny førsteassistent i Randers FC.

Kronjyderne har siden slutningen af marts jagtet en afløser til pladsen, efter Rasmus Bertelsen blev forfremmet til cheftræner i stedet for Thomas Thomasberg, som blev købt af FC Midtjylland.

Valget er faldet på den tidligere Randers-mand Fatah Abdirahman, der har rekorden for at være den yngste herhjemme til at tage den øverste trænereksamen, P-licensen, og som trods sine kun 31 år har samlet godt sammen på erfaringskontoen.

Fatah Abdirahmans seneste job i Danmark var som teknisk chef i AGF.
Fatah Abdirahmans seneste job i Danmark var som teknisk chef i AGF. Foto: Alan Gürkan Arac
Vis mere

I seks og et halvt år, fra 2010 til 2016, var han tilknyttet akademiet i Randers FC, inden han tog et år til FC Midtjylland, mens det er i de efterfølgende fem år, at han tog store skridt mod topfodbold – hos de evige rivaler fra AGF.

Naboklubben hyrede Fatah Abdirahman med ansvaret for ungdomsarbejdet i klubben, og fra sommeren 2018 blev han U19-cheftræner for 'de hviie'.

Karrieren kulminerede med en toppost i den store danske klub som teknisk chef i AGF i sommeren 2021 – da han var kun 28 år.

»Vi har brugt de seneste uger på at finde frem til, hvordan vi blander kortene på den bedst mulige måde i vores talentafdeling, og her ser vi udnævnelsen af Fatah til teknisk chef som en klar styrkelse af vores setup,« sagde AGFs direktør, Jacob Nielsen, i forbindelse med lederstillingen til Fatah Abdirahman, som var på vej mod stjernerne i raketfart.

Kun få måneder inde i jobbet stoppede samarbejdet dog brat, og i den officielle udmelding lød det, at Fatah Abdirahman ønskede mere tid på banen.

For halvandet år siden, i januar 2022, kom det udenlandske tilbud så, da ejerne bag FC Nordsjælland, Right to Dream, gjorde ham til 'Head of Academy Coaching' i Ghana.

Det job har han nu sagt op, og Right to Dream har velvilligt givet ham muligheden for at tage imod jobbet som fast mand ved siden af Randers' cheftræner, Rasmus Bertelsen.