Han har stået ekstremt højt på FC Københavns ønskeseddel, men konkurrencen om Lukas Lerager har også været hård.

Nu ser det dog ud til at være gået FC Københavns vej, for ifølge B.T.s oplysninger er den danske landsholdsbobler meget tæt på et skifte til den danske hovedstad. Hvis ikke noget uventet sker i sidste øjeblik, ender Lukas Lerager som FCK-spiller.

FC København er enige med Lukas Lerager selv om rammerne for en aftale, og derfor forventes Lerager at lande fysisk i København mandag for at gennemgå lægetjek og underskrive aftalen. Detaljerne, der mangler, er mellem FC København og Leragers nuværende italienske klub, Genoa.

Interessen for den 27-årige midtbanespiller har været stor, og Genoa har modtaget bud fra Torino, Brentford og FC København, mens Newcastle undervejs også har givet udtryk for at have Lerager på listen over transferemner.

Lukas Lerager taler med pressen før dagens træning på Marienlyst Strandhotel i Helsingør, mandag den 7. oktober 2019.. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix)
Lukas Lerager taler med pressen før dagens træning på Marienlyst Strandhotel i Helsingør, mandag den 7. oktober 2019.. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix) Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

Genoa har ønsket at hente så meget som muligt hjem af de millioner, de betalte for danskeren, da han kom fra Bordeaux, og her har FC København altså vist sig at være de mest ivrige i jagten. Samtidig har Lukas Lerager set ideen i at komme tættere på familien igen og være med til at løfte FC København tilbage til toppen af Superligaen.

Det arbejde kan han starte snart, hvis de sidste detaljer falder på plads, som de ventes at gøre.

Det bliver i så fald slutningen på en længere flirt mellem FC København og Lukas Lerager. Som B.T. kunne fortælle for en uge siden, forhørte københavnerne sig allerede hos Lukas Lerager tidligere i transfervinduet.

Dengang lød en aftale ikke realistisk, men det har siden ændret sig. Nu er en aftale så realistisk, at Lukas Lerager ligner en kommende FCK-spiller. Aftalen skal falde på plads senest mandag, hvor der er deadline for transferer i vinterens transfervindue.