OB forsøger at hente den tidligere stjernespiller Bashkim Kadrii tilbage til klubben.

B.T. kan afsløre, at fynboerne forhandler med den tidligere Superliga-profil om en kontrakt, og at begge parter er positivt indstillede på en genforening.

B.T. kunne mandag ligeledes afsløre, at den 29-årige dansker kom ud af sin kontrakt med den saudiarabiske klub Al-Fateh på sidste dag af transfervinduet, og selv om den detalje endnu ikke officielt er meldt ud, betyder det, at Bashkim Kadrii stadig kan skifte klub.

Og som B.T. også har kunnet fortælle, er Kadrii åben for at vende hjem til Superligaen, og den tanke er flere klubber varme på, men OB er klubben, der ser ud til at vinde slaget.

Kadrii har gode minder fra OB, og han kan blive genforenet med fynboerne for tredje gang.
Kadrii har gode minder fra OB, og han kan blive genforenet med fynboerne for tredje gang. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Hvis Bashkim Kadrii og OB som ventet bliver genforenet, vil det være tredje gang i offensivspillerens karriere, at han skal tørne ud for klubben ved Ådalen.

Første gang var i perioden 2010 til 2014, hvor han skiftede til FC København. Efter fire år, hvor han var tilknyttet københavnerne og også var udlejet til flere klubber, kom han i 2018 igen til OB på en permanent kontrakt.

Her fik han atter en gang øjeblikkelig succes, og for et år siden blev han solgt til Al-Fateh for omkring 10 millioner kroner.

Saudiaraberne har ikke gjort brug af Bashkim Kadrii siden november, og da deres forhold nu er slut, er Kadrii på vej tilbage til sin gamle flamme for tredje gang, OB.