FC Midtjyllands spillere, trænere og ledere prøvede alt, hvad de kunne.
Altså at give en forklaring på, hvorfor de kun var blevet nummer to i en sæson, hvor de i manges øjne lignede guldfavoritter hele vejen igennem. Sådan så de det også selv. Der var ingen glæde over de sølvmedaljer, FCM-spillerne fik overrakt efter 4-0-sejren over AGF på sidste spilledag.
Både før og efter kampen dansede de på en knivsæg. De folk, der altid bliver spurgt, når det gælder om andet og mere end forløbet af dagens kamp. Direktør Claus Steinlein. Sportschef Svend Graversen. Cheftræner Brian Priske. De erfarne danske profiler Erik Sviatchenko, Alexander Scholz og Jonas Lössl.
Alle skulle de forholde sig til, hvorfor FC Midtjylland havde smidt mesterskabet med blot et point i de tre afgørende runder. 1-3 mod Brøndby. 1-1 mod Randers FC. 2-4 mod FC København.
Ingen kunne sidde med en fornemmelse af, at de fortalte alt. Det skulle de heller ikke. Hensynet til de indre linjer må altid veje tungest. Og det bliver følsomt, når der bliver sat spørgsmålstegn ved ærgerrigheden, sulten og holdfølelsen. For så er der ikke lang vej til en åben kritik af træner eller holdkammerater.
Det var interessant, at ingen af de adspurgte blankt afviste spekulationerne. Det syntes de trods alt ikke, at de kunne. Dertil har der også været for mange mislyde. Som pegede i retning af, at holdfølelsen i FCM-truppen ikke var, som den skulle være.
Er omklædningsrummet splittet? Har de danske og de udenlandske spillere haft svært ved at finde en fælles retning? Vi andre sidder tilbage med en følelse af, at for mange af FC Midtjyllands spillere i for mange situationer har sat sig selv over holdet.
Sory Kaba surmuler, hver gang han bliver skiftet ud. Awer Mabil synes, han får for lidt spilletid. Pione Sisto fik en intern karantænedag for at gå imod træneren på et taktikmøde.
Samme Pione Sisto bar ved til bålet, da han blev skiftet ud efter en times tid mod AGF. Surmulende og modstræbende søgte han mod sidelinjen, undgik øjenkontakt med Brian Priske, hvorefter han satte sig på bænken, mens han udstrålede alle tegn på utilfredshed.
Jeg ved det, for jeg så det selv. På MCH Arena foregår den slags lige foran hovedtribunen, hvor ledelsen og de store sponsorer er placeret. Det ved Sisto også godt, men alligevel afholdt det ham ikke fra den slags demonstrative opførsel. Det var afdæmpet, men også så tydeligt, at ingen på tribunen kunne være i tvivl om Sistos irritation.
I FC Midtjylland har man længe talt om, hvordan man nu skal tøjle den enorme ærgerrighed, der angiveligt skulle være i deres stjernespækkede trup. Brian Priske har ofte fortalt, at han var glad for utilfredsheden blandt de spillere, der ikke startede inde eller blev taget ud. Det viste jo bare, hvor ambitiøse de er. Sådan er det i de store klubber, måtte vi forstå.
Men nej, sådan er det ikke i de største klubber. Hvornår har vi sidst set en spiller fra Manchester City eller Chelsea demonstrere sin utilfredshed i al offentlighed? Det gør de da ikke. De retter ind. Af respekt for kollektivet. Og måske også af frygt for konsekvenserne. For managerens reaktion.
Det er en balanceakt, hvor meget eller hvor lidt man skal slå ned på den slags. Men ignorerer man det for længe, risikerer det at blive en virus, som langsomt kan underminere trænerens position.
En spillertrup har brug for, at der bliver sat grænser. Som da Sisto blev sendt ud af truppen før kampen i marts mod Vejle. Der er brug for, at træneren sætter sig igennem, og det behøver ikke altid at være internt.
I kølvandet på AGF-kampen var det i hvert fald tydeligt for enhver, at tingene ikke stemmer i FC Midtjylland. Så meget fik de da antydet. De, der vel at mærke blev spurgt. For det var kun de danske ledere og de erfarne danske spillere.
Sory Kaba, Evander Ferreira og Frank Onyeka stiller sjældent op. Det er vel på grund af sprogbarrieren. Men det kunne da være interessant at høre, hvad de mener om tingene, for det er jo de tre, der primært hentydes til, når snakken går på spillere, der havde håbet, at de allerede var blevet solgt.
Hvad tænker de mon? Det aner vi intet om. Måske går de rundt med en følelse af, at der bliver snakket rigtig meget om dem på et sprog, de ikke forstår. Måske er de blevet lovet en transfer, som har vist sig svær at realisere i et ændret spillermarked.
Der venter en spændende og definerende sommer i FC Midtjylland. Der kommer store ændringer i truppen. Alexander Scholz er væk, og det samme kunne Sviatchenko være.
Men de unge spillere er ikke klar til at løfte arven endnu. Anders Dreyer, Mikael Anderson, Jens Lys-Cajuste og Gustav Isaksen skal spille deres eget spil i et par sæsoner endnu, før de tager depechen som holdets ledere. Skal der overgangsfigurer ind?
Lige nu handler det for FC Midtjylland om at holde tungen lige i munden. Det var ikke nemt efter kampen mod AGF. Og det bliver det heller ikke i den sommer, der venter. For truppen er i åbenlys ubalance.
