En Champions League-titel giver ekko langt ude i fodbold-Europa.

Og for Andreas Christensen, som hævede pokalen med de store ører i weekenden, betyder triumfen med Chelsea, at han skyder op som en af de største danske fodboldspillere netop nu.

Det er panelet i denne uges udgave af 'Fodbold FM' enige om.

»Jeg er overrasket over, at han kun er 25 år, for han har været med i mange år. Han har udviklet sig til at blive en rigtig stærk forsvarsspiller. Det, han viste i Champions League-finalen, hvor han relativt kold spillede med fra første minut, er outstanding. Det er først nu, han begynder at ramme sit peak. Han bliver en utrolig vigtig brik for Chelsea og for Danmark i årene fremover. På sigt kan han blive den vigtigste spiller på landsholdet,« siger Lars Søndergaard, kvindelandstræner for Danmark.

Foto: David Ramos / POOL
Vis mere

25-årige Andreas Christensen kom på banen efter en halv times spil i Champions League-finalen mod Manchester City. Her var han med til at holde City fra fadet med solidt og vanligt forudseende spil i midterforsvaret.

Det har løftet Christensens renommé til nye højder, mener panelet i B.T.s fodboldpodcast. Chelsea-danskeren er ellers ikke en af de mest feterede landsholdsstjerner på trods af et tungt cv med masser af landskampe, storklubber og titler på cv'et.

»Han er rigtig stor. I mange danskeres bevidsthed er han dog lidt en anonym skikkelse, en tilbageholdende type, som mange nok ikke føler, de kender ret godt. Så at se ham efter kampen, hvor han siger, at han ikke har nogen stemme tilbage, fordi han har råbt så meget, var fedt. Han er godt klar over, at han har den natur, men han har bygget mere på i forhold til at være lidt mere kommunikerende i sit forsvarsspil. Han er en vidunderlig spiller, som har alle forudsætninger for at blive en top-5-forsvarsspiller i Europa,« siger fodboldjournalist Morten Glinvad.

»Han har allerede prøvet rigtig meget, og i takt med, at han får de her erfaringer fra den store scene og får mere ansvar på sin skuldre, så tror jeg, at han kommer til at vokse. For fodboldmæssig er han en topspiller, og han nærmer sig en stor status på landsholdet. Men det er hans personlighed at være lidt tilbageholdende, så det skal han ikke lave om på.«

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Fodboldekspert Steffen Dam er enig:

»Det er imponerede, at han leverer sådan en præstation. Det var fedt at se. Jeg savner ikke, at han fylder mere uden for banen. Men der skal også være plads til de stille typer, så længe han leverer sådan der hver gang,« siger han om 'AC', som efterhånden er fast makker med Simon Kjær i midterforsvaret for Danmark.

Foruden Andreas Christensen var Bo Henriksens trænertjans i FCM, Brentfords Premier League-oprykning samt Danmarks EM-forberedelser blandt emnerne i 'Fodbold FM'.

'Fodbold FM' er B.T.s podcast om fodbold – og kun fodbold. Vært er Steffen Gronemann. Følg 'Fodbold FM' på Facebook og på Twitter.