Det var et deja-vu af den brutale slags.

Den 8. november 2020 stod Jess Thorup for første gang i spidsen for FC København i en Superliga-kamp. En udekamp mod FC Midtjylland. Det må have været en rystende oplevelse, for FCK blev spillet ud af banen og tabte 4-0. Den dag kunne Thorup dog finde trøst i det faktum, at han lige var tiltrådt. Han havde tid til at kurere dårligdommene.

Den 22. april 2021 stod han der så igen, den stakkels FCK-træner. På MCH Arena i Herning. Hans tidligere hjemmebane. Afklædt til skindet. Kørt ud på røv og albuer.

FCK slap billigt i torsdags, hvor man »kun« tabte med 4-1, men det var ingen trøst for Thorup. For nu har han haft ansvaret for FCK i et halvt år. Nu er det ikke længere gangbart at henvise til fortidens synder.

Det gjorde Thorup så heller ikke. I stedet rodede han sig ud i nogle forfærdelige forklaringer på kollapset: Måske var det kulissen. Måske var det udsigten til pludselig at kunne blive en del af mesterskabsstriden.

Fair play til Jess Thorup, for hvad skulle han sige? Intet ville have været rigtigt i den situation. FCKs problemer handler heller ikke om retorik. Det er meget værre.

FCKs sportslige problemer handler nemlig om ALT. Nævn mig en position på holdet, som Jess Thorup ikke er i tvivl om. Nej, vel? Alt og alle er i spil. FCKs nye træner har spillet samtlige sine kort og fremstår lige nu som en mand, der er renonce i alle farver.

Et af Thorups første greb var at ændre spilsystem fra Ståle Solbakkens indarbejdede 4-4-2 til et system med tre stoppere. Det kunne sagtens give mening. Thorup var fortrolig med trebacksystemet, han havde brug for at signalere, at der var kommet en ny sherif til byen, og truppen var fyldt med centrale forsvarsspillere. Eksperimentet varede i to kampe, hvorefter FCK vendte tilbage til sin traditionelle firebackkæde. Angiveligt efter et stormøde.

Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Næste træk var at rokere om på midtbanen, der i resten af efteråret blev sat sammen i en form for diamantformation med Carlos Zeca som den bageste og Pep Biel som den forreste. I denne periode var Jonas Wind skadet. FCK sluttede 2020 udmærket af og startede med samme formation i den første forårskamp i Aalborg.

Her leverede man en grusom første halvleg, men kom buldrende tilbage og vendte 0-2 til 3-2 i kampens sidste 45 minutter. Primært takket være en rokade i pausen, hvor Jonas Wind blev trukket tilbage som falsk nier/offensiv midtbane, mens duoen Mustapha Bundu og Viktor Fischer skabte fart og uforudsigelighed helt fremme.

Det gik tåleligt i en række kampe. Men så begyndte FCKs defensiv for alvor at krakelere omkring den formsvage Mathias 'Zanka' Jørgensen. Det blev blandt andet 2-2 mod Lyngby og 3-3 mod AGF, inden usikkerheden kulminerede med en meget svag indsats og et nederlag på 2-1 i den sidste kamp i grundspillet mod Randers. Hernæst fulgte en landsholdspause.

Den brugte Jess Thorup på at overveje sit personale. Han nåede frem til, at målmand Kalle Johnsson og forsvarschefen Mathias 'Zanka' Jørgensen skulle bænkes. Til gengæld geninstallerede han Kamil Wilczek på holdet. Hver for sig beslutninger, der sagtens kunne forsvares, men også dispositioner af en karakter, der skabte genlyd. Eksternt og givetvis også internt. Det gav to sejre mod Randers og Brøndby, uden at ret mange havde en fornemmelse af, at nu havde Thorup og co. nailet den.

Det havde de så heller ikke. 2-2 mod FC Nordsjælland kunne forklares med det tidlige røde kort til Nicolai Boilesen, men en ydmygelse som den i Herning kan ikke bare viftes væk med de sædvanlige floskler. I torsdags blev selv anfører Carlos Zeca og Jonas Wind så flået ud. Efter en times spil. Ved stillingen 3-0 til FC Midtjylland.

Så nu er der ingen untouchables tilbage. Vi fik godt nok at vide, at Zeca »havde lidt med baglåret«, men han var næppe blevet udskiftet, hvis stillingen havde været 1-1.

Lige nu fremstår FCK som et mere kriseramt mandskab, end da Jess Thorup tiltrådte. Netop fordi den nye træner har haft et halvt år til at arbejde med sin trup uden at være kommet nærmere en løsning.

Og hver gang vi har kunnet ane konturerne af »det nye FCK«, så har tvivlen ramt os som en boomerang. Præcis som den har ramt Jess Thorup.

Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Jeg er heldigvis ikke FCK-træner. For hvis jeg var, ville jeg ikke vide, hvor jeg skulle ende og begynde i mine bestræbelser på at genrejse klubbens førstehold.

Institutionen FCK ligger ikke i ruiner, og klubben har i nødens stund demonstreret en forbløffende økonomisk styrke. Men klubbens vigtigste brand, Superliga-holdet, befinder sig i en enorm krise.

Vi skal jo huske, at intet andet end det danske mesterskab er godt nok til FCK.

Jeg håber ikke, Jess Thorup har det ligesom mig. Men det tror jeg desværre, han har. Lige nu virker det, som om FCKs cheftræner er i tvivl om alt.