'Selv Andreas Maxsø var dårlig.'

Sådan står der i mine notater fra Superliga-kampen AaB-Brøndby 5. juli 2020. Når jeg læser dem igen, kan jeg mærke min forbløffelse. Andreas Maxsø dårlig? Det var åbenbart så bemærkelsesværdigt, at jeg var nødt til ligefrem at skrive det ned.

For Brøndbys Andreas Maxsø er jo ellers altid god. Som minimum. Som regel er han også langt mere end det. Den 26-årige forsvarsspiller har nærmest gjort det til sit varemærke at være aldeles suveræn.

Senest demonstreret i kampen mod OB, hvor han ikke satte en fod forkert. Til sidst gad min kommentatorkollega, Casper Høygård, og jeg dårlig nok nævne det, når han igen kom først på et indlæg. Så dominerende var han.

Andreas Maxsø har været en gave for »det nye Brøndby«. For da de store profiler i skikkelse af Kamil Wilczek, Dominik Kaiser og Hany Mukhtar forsvandt, var han den oplagte lederfigur. Og ingen satte spørgsmålstegn ved, at Andreas Maxsø overtog anførerbindet fra Kamil Wilczek fra starten af 2020. Nej, for hvem skulle det ellers være?

Jeg vil betegne Andreas Maxsø som en forsvarsspiller med stort F. Som en spiller, der helt åbenlyst går op i sin metier. Han er hele tiden på tæerne i forhold til, at hans holdkammerater står rigtigt, han er opmærksom på alt, omhyggelig i sin opdækning og sine clearinger, og så tager han altid den relevante beslutning.

Det er kun yderst sjældent, at Andreas Maxsø tager unødige risici. Hvis det er det, der giver bedst mening, så sparker han bare bolden væk eller ud til indkast.

Én ting er de små beslutninger på banen. Men uden for banen tog Andreas Maxsø en både dristig og moden beslutning, da han i september 2019 vendte tilbage til Brøndby og dansk fodbold.

Andreas Maxsø i aktion for Brøndby mod FC København.
Andreas Maxsø i aktion for Brøndby mod FC København. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Maxsø spillede i Brøndby i sine tidligere ungdomsår, inden han tog til FC Nordsjælland og fik sit gennembrud i Superligaen. Siden fulgte en rodet udlandskarriere med et uforløst år i tyrkiske Osmanlispor, en lovende sæson i schweiziske FC Zürich, inden han af mystiske årsager endte i en blindgyde hos Uerdingen i den tredjebedste række i Tyskland. Det er i sig selv en dunkel fortælling.

Det kunne Andreas Maxsø ikke leve med. Men han var jo bundet af sin kontrakt. Hvad gør en ung mand så, hvis han gerne vil have sig en fodboldkarriere? Han betaler sig ud af kontrakten. Det var nemlig nødvendigt, hvis Brøndby skulle have råd til at skrive kontrakt med ham.

Andreas Maxsø har ikke villet fortælle, hvad det kostede ham at komme ud af kontrakten med Uerdingen, men det skulle angiveligt have været mere end en million kroner. Det er også en slags penge. Men de var godt givet ud. For når Maxsø skifter til udlandet næste gang, kommer de tilbage med renters rente.

Man kan datofæste, hvornår Andreas Maxsø begyndte sin optur. Det var 6. oktober, da Brøndby i derbyet mod FC København ændrede sin formation til det nuværende trebacksystem.

Her blev Maxsø placeret som den centrale figur, der sørgede for det store overblik. Det klikkede fra første sekund. Brøndby har benyttet systemet lige siden med Maxsø som den ubestridte leder.

Det pudsige er, at Andreas Maxsø ikke var med i sæsonens to første kampe. Her sad han ude med karantæne efter et rødt kort mod AGF i den sidste kamp i sæsonen 2019/20. Brøndby vandt dem begge, men der var nu aldrig tvivl om, at Maxsø skulle genindtage sin vante position. Alt andet havde været meningsløst. Siden har han da også spillet hvert eneste sekund i sæsonen.

Andreas Maxsø fik også landsholdsdebut i »coronakampen« mod Sverige i efteråret, og det var ingen tilfældighed, at Danmark spillede meget bedre, efter at landstræner Kasper Hjulmand satte Brøndby-spilleren ind i pausen og sadlede om til et 3-4-3-system med Maxsø placeret mellem Victor Nelsson og Mathias Zanka Jørgensen.

I løbet af sæsonen har Andreas Maxsø overhalet både de to FCK-stoppere og FCM-duoen Erik Sviatchenko og Alexander Scholz, således at han lige nu fremstår som Superligaens klart bedste spiller. Der er heller ingen midtbanespillere eller angribere, der kan konkurrere med ham.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

I Brøndby er Andreas Maxsø kendt for sin betingelsesløse professionalisme. Han tænker fodbold hele tiden. Hvad kan jeg gøre for at blive endnu bedre?

Et godt eksempel på dette fik jeg, da jeg på en af spillernes fridage i efteråret fik en rundvisning på stadion af Brøndbys sportschef, Carsten V. Jensen.

Da vi kom ned i omklædningsrummet, sad fire af Superliga-spillerne og pustede ud efter en tur i styrkelokalet. Da vi gik videre, spurgte jeg CV, om han på forhånd kunne regne ud, hvem der ville komme på arbejde på en fridag.

»Jeg vidste i hvert fald, at Maxsø ville være der,« svarede Brøndby-chefen.