Var AGF – AaB egentlig en god fodboldkamp?

Det kommer an på, om man er til æstetik eller testosteron. Der var flere flyvende tacklinger end vellykkede afleveringer. Flere bidske nærkampe end tekniske lækkerier.

Og dommer Jakob Sundberg uddelte kun seks advarsler, men kunne med sindsro have stanget det dobbelte antal ud. Kampen havde et udpræget maskulint udtryk. Og tilskuerne elskede det.

Hvis Real Madrids feinschmecker-publikum var blevet budt på den slags rod, havde de rynket på næsen. Men hos bysbørnene fra Atlético Madrid havde de værdsat hvert et sekund af sådan et drama.

De havde elsket de overgearede attituder, protesterne mod selv de mest åbenlyse dommerkendelser, Jon Thorsteinssons forsøg på at snyde, Nicolai Poulsens pumpede tacklinger og Sebastian Hausners evindelige trang til at vinde enhver nærkamp på knockout. Præcis som AGFs tilhængere gjorde. Der er mange ligheder mellem AGF og Atlético i disse år. Både på og uden for banen.

Dramaet begyndte ti minutter før kickoff, da AGFs mest fanatiske supportere kaldte cheftræner David Nielsen ned til fankurven. Den slags opfordringer lader Superligaens svar på Diego Simeone sig ikke sige to gange.

Det er en del af koreografien på Ceres Park, at cheftræneren lader sig fejre og opildner publikum til dåd. Sådan foregår det ikke andre steder. David Nielsens kolleger lader det som regel blive ved en anerkendende hilsen.

Denne aften fik den endda en bønne mere, end jeg tidligere har oplevet, da David Nielsen tog fat i trommestikkerne og hamrede et par gange løs på stortrommen helt nede ved banden. Så var folk satme klar!

Ellevilde AGF-fans siger farvel til Niklas Backman i braget mellem AGF og AaB i sidste uge.
Ellevilde AGF-fans siger farvel til Niklas Backman i braget mellem AGF og AaB i sidste uge. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Det var AGFs spillere også. De lod sig åbenlyst inspirere af det faktum, at stadion var fyldt til randen. Selvom det øsede ned, selv om det var mandag, og selv om AGF havde tabt den foregående kamp med 0-4 i Herning. Javel, der var gratis adgang, men folk skulle stadig lokkes til fodbold. Der var endda et par tusinde tilhængere, der måtte gå forgæves. Surt for dem.

AGF er bedre til at nedkæmpe end til at opbygge. Bedre til kamp end spil. Når AGF dominerer, er det med et fysisk udtryk, med hurtige omstillinger og stor dynamik. Ikke med boldbesiddelse.

AGF angriber i en fart, når de erobrer bolden. Når de forsvarer, er det med hårdhed og konsekvens. I AGF har man altid hyldet forsvarsspillerne mindst lige så meget som angriberne. De sande helte er dem, der forhindrer de andre i at score. De bedste sejre er dem, der bliver vundet med 1-0. Diego Simeone ville sige det samme.

Inden kampen sagde AGF farvel til holdets anfører, Niklas Backman, der måtte stoppe karrieren på grund af for mange hovedskader. Som type var han indbegrebet af AGF. En kompromisløs fighter, der kastede sig ind i alle dueller med hovedet forrest. I både overført og bogstavelig betydning.

Folk som Backman går i hjerterne på AGFs tilhængere. Ligesom den norske forsvarsklippe Jan Halvor Halvorsen og klubbens største skikkelse i nyere tid, feltmarskallen John Stampe. De tog heller ingen fanger. På den måde var det passende, at AaB-kampen blev afviklet i disse spilleres ånd.

Det var også klassisk AGF, at en spiller som Frederik Brandhof indtog en hovedrolle. Ikke kun fordi han scorede. Mere fordi han arbejdede så hårdt, som han gjorde, og fordi han hele tiden tog et løb mere. Det var symptomatisk, at Brandhof var blevet tilvalgt, mens Patrick Olsen igen var fravalgt.

Olsen med den kælne boldbehandling blev hentet til AGF i sommeren 2020 i et forsøg på at forfine AGFs spil. Den visionære playmaker skulle diktere tempoet, endda nogen gange dæmpe det, og så skulle han åbne de defensive modstandere med en gylden pasning.

David Nielsen har virkelig forsøgt at integrere Olsen på AGFs centrale midtbane, men er endt med at vælge mere dynamiske typer som Albert Grønbæk, Mikael Anderson og nu også Frederik Brandhof. Det er ikke typer, der trækker et tempo ned. De pisker det op!

AGFs Frederik Brandhof jubler over sin scoring mod AaB.
AGFs Frederik Brandhof jubler over sin scoring mod AaB. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Hvad måden at spille fodbold på angår, har jeg ingen præferencer. Jeg kunne derfor sagtens følge David Nielsen, da han efter kampen mod AaB lovpriste sit hold og talte om, at man udmærket kan sprudle uden at skabe stribevis af chancer. Fodbold er nemlig også forskellighed.

I Aarhus er fodboldidentiteten i høj grad defineret ved hårdt arbejde. Ved den energi i spillet, som David Nielsen altid henviser til.

AGFs fans elsker fandenivoldske fightere, der ikke lægger sig ned. Forsvar, der kan lukke af.

Alt det fik publikum i Aarhus i mandags, og derfor var folk nærmest lykkelige, da de gik hjem.