Minsandten om ikke bundholdene alligevel bider fra sig.

Og her gik man ellers og frygtede nogle grimme nedsablinger af nedrykningskandidaterne, men sådan er det heldigvis ikke gået.

Værre ser det ud på de tomme coronatribuner, hvor især klublederne ovre i det jyske råber nogle upassende ting, vel vidende at det hele kan høres af alle seerne ude bag tv-skærmene.

Det er emnerne i denne uges barometer, som du får lige her:

Upassende tilråb fra tribunen

En af de store forskelle på et tomt og et fyldt stadion er, at man kan høre alt, der bliver råbt på et stadion uden tilskuere. Det er desværre ikke altid særlig flatterende for de klubledere, der sidder på tribunen. En ting er, at spillere og trænere kan lade sig rive med, men sportschefer, direktører og bestyrelsesmedlemmer bør i højere grad være i stand til at styre deres temperament.

Lad mig bare sige det lige ud: Det har de svært ved i flere klubber. AGF og FC Midtjylland er ifølge mine oplevelser på de tomme coronastadioner blandt de værste.

De er alt for travlt og højrøstet beskæftiget med at lægge pres på dommeren. Jeg oplever det som upassende. Søndag skal jeg kommentere de to klubbers topkamp. Jeg ønsker mig en underholdende kamp på banen. Og med lidt mere format oppe på VIP-pladserne.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Bundholdene bider fra sig

På baggrund af efterårets præstationer var jeg nervøs for, at bundklubberne Lyngby og AC Horsens ville falde igennem i foråret. At deres kampe ville blive uinteressante, fordi forskellen på de to hold og resten var for stor. Men det er heldigvis gået helt anderledes. Begge klubber fremstår i en markant bedre forfatning end i efteråret. Nye trænere har tydeligvis givet ny motivation.

I midtugen vandt Lyngby over FC Midtjylland, mens Horsens besejrede AaB. Det er stærkt arbejde, at man trods den håbløse situation i bunden ikke har kastet håndklædet i ringen. Det bliver stadig svært for Lyngby og Horsens at undgå nedrykning, men de er på ingen måde lette ofre for de andre klubber.

I deres seneste seks kampe er det sammenlagt blevet til tre sejre og tre uafgjorte kampe for hver af de to hold, der blot hentede en sølle sejr hver i de 13 kampe i efteråret.