Efter 16 års guldtørke skal der mere end en enkelt fest til at slukke tørsten i Brøndby.

For selvom der er kollektive tømmermænd på Vestegnen efter klubbens vilde fejring mandag, har spillerne kun lige taget hul på guldrusen.

Modsat mandagsfesten i Brøndby Stadions ydmyge rammer er der et helt anderledes gyldent skær over festen tirsdag aften, der byder på gourmetmad, palæfest og dj til at sætte gang i de trætte fodboldben.

»Fejringen er ikke færdig. Vi skal ud og give den gas i dag. Det er noget, jeg har været med til at stå for. Vi har et godt festudvalg, der har handlet hurtigt,« lyder det kækt fra Kevin Mensah.

En småtræt Kevin Mensah mødte tirsdag pressen efter mandagens store triumf. Tirsdag aften står den endnu en gang på fest!
En småtræt Kevin Mensah mødte tirsdag pressen efter mandagens store triumf. Tirsdag aften står den endnu en gang på fest! Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Han har sammen med Andreas Bruus udgjort festudvalget, der skal forvandle en helt almindelig tirsdag aften til en uforglemmelig fest.

Den hurtige back vil ikke fortælle, hvor slaget skal stå, men ifølge B.T.s oplysninger foregår selve middagen på en festlig gourmetrestaurant i Indre København.

Bag festen står klubpromotor Jonas Mørkeberg, som er medindehaver af det luksuriøse in-sted Arch. Men det er ikke her, herlighederne kommer til at foregå senere.

»Ja, der er fest i aften – og det er mig, der arrangerer. De starter med at spise på en restaurant klokken 19, inden jeg har booket en lokation, hvor festen starter klokken 22 og fortsætter, til de ikke gider mere. Der kommer selvfølgelig maksimalt 50 personer,« siger Jonas Mørkeberg.

Brøndby-spillerne fejrer guldet efter mandagens 2-0-sejr over FC Nordsjælland.
Brøndby-spillerne fejrer guldet efter mandagens 2-0-sejr over FC Nordsjælland. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Ifølge B.T.s oplysninger bliver Brøndby-truppen ved 21-tiden afhentet i luksusbus i Indre København og transporteret til et vaskeægte palæ i Nordsjælland.

»Der kommer til at være dj, dansegulv og cocktailbar. Det hele er sket lidt spontant, så der mangler lige de sidste detaljer. Men jeg har også arrangeret fest for håndbolddrengene, der vandt guld, i sidste sekund, så det skal nok falde på plads,« siger Jonas Mørkeberg.

I Strandvejs-palæet vil spillerne fyre den af til den lyse morgen – ligesom de gjorde mandag aften, hvor de sidste guldstjerner først forlod Brøndby Stadion på et tidspunkt, hvor resten af Danmark allerede var stået op.

Der bliver rig mulighed for at give den gas til tonerne fra den feterede DJ Henri Matisse. Der er nemlig ingen Niels Frederiksen til at stå på sidelinjen af dansegulvet med en løftet pegefinger.

Michael Uhre så en anelse medtaget ud, da han mødte pressen efter mandagens vilde guldfejring på Brøndby Stadion.
Michael Uhre så en anelse medtaget ud, da han mødte pressen efter mandagens vilde guldfejring på Brøndby Stadion. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

»Vi skal ud at spise, og så har vi stablet en fest på benene, vi nok ikke skal snakke for meget om. Det er truppen, der holder fest, og jeg håber ikke, at trænerne kommer,« griner Kevin Mensah.

Kun 50 udvalgte får lov at være med, men der er ellers masser af plads at boltre sig på. Palæet, der sidste år var på markedet til et gigantisk millionbeløb, har 16 værelser og et boligareal på lidt under 1.000 kvadratmeter.

Hvem der ellers får lov at være med til den historiske guldfest, vil hverken Kevin Mensah eller Jonas Mørkeberg afsløre. Om kærester eller koner er velkomne, vil de heller ikke fortælle.

Men ifølge B.T.s oplysninger er invitationerne til det eksklusive guldbrag dog allerede begyndt at florere i smalle kredse.

Flere populære kvindelige Instagram-personligheder i København har fået invitationen til aftenens Brøndby-bal på palæet.

Følg aftenens festbrag på bt.dk.