Kasper Hjulmand er en venlig mand, men også en stilsikker landstræner.

Da Hjulmand præsenterede sin 26 mand store EM-trup kunne vi se begge sider. Først viste han Åge Hareide respekt ved sin fine bemærkning om, at Danmark har to landstrænere til EM. Og kort efter skrev han under på den endelige skilsmisse med selvsamme landstræner ved at se bort fra Hareides signaturspiller nummer et - Henrik Dalsgaard

Der var ikke mange overraskelser blandt de 26 danske EM-spillere for mig, og lige så lidt overrasket var jeg over fravælgelsen af Dalsgaard. For Kasper Hjulmand har bare på kort tid ændret en del i stilen fra Hareide, og det har været et spørgsmål om tid, før Dalsgaard blev skåret helt fra, som jeg også har skrevet tidligere.

Den stærke back har godt nok været skadet i Brentford på det seneste, og det kan bruges som en undskyldning, men faktum er, at mens Dalsgaard var en rigtig Hareide-spiller, der kunne bankes bolde op i hovedet på, hvorefter Danmark kunne starte spillet højere oppe på banen, vil Hjulmand have boldspillere.

Det har han valgt med Daniel Wass og Joakim Mæhle på de to backer. Den her trup er Hjulmands sidste træk væk fra Hareide - uanset hvor overlagt det så har været.

Henrik Dalsgaards manglende udtagelse var for mig det mest definerende i Hjulmands trup, for det er svært at falde ned af stolen over, hvem der er med som nummer 22 til 26 i truppen. Jo, jeg havde troet, at Jens Jønsson ville være med frem for Anders Christiansen. Eller Philip Billing, hvis Hjulmand også ville bruge EM-truppen til at bygge bro til fremtiden.

Men der er intet at indvende mod at tage Allsvenskans bedste spiller med. Hjulmand har prioriteret kvalitet lige her og nu i stedet for potentiale, der måske kan give afkast om flere år. Det har han også understreget flere gange.

Denne EM-trup havde ingen badebilletter eller søde kammerater med. Hjulmand ville selv på plads nummer 25 og 26 have spillere, som i princippet kan gå ind i en slutrunde og bidrage med noget på banen.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Og afgørende for udtagelsen af eksempelvis Mathias 'Zanka' Jørgensen fra Superligaens tredjedårligste forsvar frem for Superligaens bedste forsvarer Alexander Scholz og gulddrengen Andreas Maxsø har været, at 'Zanka' simpelthen er klart bedre oplært i, hvordan Hjulmand vil forsvare.

Københavneren har været med fra Hjulmands landsholdsstart og kender alle principper, mens de to andre ville skulle starte et helt andet sted i sådan en landsholdslejr. Nu slipper landstræneren for at skulle bruge energi på det basale, men kan fokusere på det ekstra. Og det er jeg sikker på, at han har vægtet ekstremt højt.

Det slutter nok bare ikke her, hvis man kender sådan et EM-opløb godt nok. Kasper Hjulmand har allerede ringet og bedt flere spillere om at holde sig klar i kulissen, og med Christian Nørgaard småskadet og ude af Brentfords seneste kamp med en forstrækning, kan der ske ændringer endnu.

Forhåbentlig bare ikke på nogle af de vigtigste spillere.