FC Midtjylland og Brøndby udkæmper i disse timer et opsigtsvækkende slag om den svenske stjerne Simon Tibbling. Brøndby har ham - FC Midtjylland vil gerne have ham.

Midtjyderne har forsøgt sig med et lavt bud på Brøndby-profilen, men meget tyder på, de kommer igen med et væsentligt højere bud, inden transfervinduet lukker fredag aften.

Om det så vil være nok til at overbevise Brøndby om at sælge til rivalen, er mere tvivlsomt, ligesom spilleren selv har erklæret sig ´99,9 procent sikker på at blive i Brøndby'. Men midtjyderne går efter rivalens midtbaneprofil.

Tibbling er dog ikke den eneste midtbanespiller, både sidste sæsons nummer et og to i Superligaen har rettet opmærksomheden mod. Tirsdag morgen kunne Politiken fortælle, at Brøndby har set seriøst på 19-årige Ianis Hagi. En historie, Brøndbys sportsdirektør Troels Bech bekræfter.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Men Brøndby er ikke den eneste klub, der synes, navnet 'Hagi' kunne have brug for en tur mere i rotation. For ja, Ianis Hagi er søn af den legendariske rumænske landsholdsspiller, Gheorghe Hagi, der i 90erne huserede i både Real Madrid og FC Barcelona.

Ifølge B.T.s kilder har også FC Midtjylland kigget intenst på Hagi, der i dag spiller for den rumænske klub Viitorul Constanța, men tidligere har været på lønningslisten i den italienske traditionsklub Fiorentina. Efter tyske Dominick Drexler smuttede tilbage til FC Köln, har midtjyderne jagtet en offensiv, kreativ spiller - og en sådan spiller er Hagi.

FC Midtjylland er dog kun detaljer fra at sikre sig den brasilianske kreatør Evander på en lejeaftale. Brasilianske Vasco Da Gama har allerede sendt den 20-årige offensivspiller 'officielt' til Herning, men ifølge B.T.s oplysninger mangler de allersidste detaljer fortsat, før brasilianeren finder vej til spillertruppen på midtjydernes hjemmeside. Den handel kan have stor indflydelse på midtjydernes interesse i Hagi, præcis som prisen og den pressede tidshorisont frem til transferdeadline på fredag kan det. Og så er der et langskud og wild card i ligningen... Simon Tibbling.

Brøndby og FC Midtjylland krydser klinger på mange fronter i disse dage. På søndag gør de det kuriøst nok også på banen.