Brøndby-træner Niels Frederiksen indrømmer, at man har nydt godt af at have en rolle som underdog.

Med en sejr over FC Nordsjælland i Superligaens sidste runde kan Frederiksens tropper blive historiske med et dansk mesterskab. Det første i 16 år på Vestegnen.

Inden sæsonen var det forventet, at det ville blive et direkte opgør mellem FC København og FC Midtjylland om det danske mesterskab, men ind fra siden har Brøndby sneget sig med og er tæt på at tage hjem med guldet.

Og det har passet Brøndby-mandskabet helt fint, at andre har været større favoritter, lyder det fra træner Niels Frederiksen.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

For både midtjyderne og københavnerne er på papiret foran, når det kommer til eksempelvis budget og spillerværdi.

»Det er der ingen tvivl om, at de er. Og når det nu engang er situationen, så tror jeg, det har passet os meget godt, at de to andre klubber har taget favoritværdigheden. Eller det har FC Midtjylland i hvert fald efter FCKs magre sæsonstart. Det har passet os udmærket. Vi er et relativt ungt hold, og vi har spillere, der ikke har spillet de her kampe tidligere i deres karriere. Jeg tror, det har været godt for os at komme som underdog,« siger Niels Frederiksen til B.T.

Adspurgt, om han så synes, at Brøndby-spillerne har fået den kredit, de skulle have, tager han en dyb indånding og tænker godt efter.

»Nej, det har spillerne måske ikke altid fået. Vi har en del spillere, der har været en smule undervurderet faktisk. Det synes jeg, vi har haft. Men jeg synes også, at i takt med at vi er nået længere i slutspillet, så har vi fået mere kredit for vores præstationer. At få kredit er noget, man gør sig fortjent til, og det synes jeg også, vi har gjort. Der er blevet en større bevidsthed om, at vi har en masse kvalitet på vores hold,« lyder det fra Brøndby-træneren.

Frederiksen er på vippen til at være cheftræner for et mesterhold, og det var der ikke mange, der havde forudsagt, da han tog over i sommeren 2019. Her skulle der satses ungt, mens der økonomisk blev skåret ind til benet. Her ville der ikke blive handlet ind for mange millioner.

Med andre ord ændrede Brøndby sig markant fra det foregående projekt under tyske Alexander Zorniger. Alligevel har ambitionerne og presset altid været stort i en klub som Brøndby.

Frederiksen føler dog ikke, at han mangler at få kredit for sit arbejde i klubben.

»Nej, det synes jeg ikke. Jeg tror ikke, man nødvendigvis skal forvente, at man bliver overdænget med en masse kredit, når man er træner i Brøndby, fordi der er store forventninger og høje krav. Det er der sådan set, uanset hvordan de bagvedliggende faktorer udvikler sig,« siger han og fortsætter:

»Det er også vigtigt at sige, at det ikke er mit arbejde alene. Spillerne har skabt resultaterne, og der er en stor stab, der gør et kæmpe stykke arbejde. Den udvikling, holdet og staben har haft, har været rigtig fin under min ledelse, hvis man kan udtrykke sig sådan,« siger han.

Og så står han her. Brøndby-træneren. Med et hold, der allerede har givet sine fans store øjeblikke i denne sæson – men intet vil slå dét, der kan ske på Brøndby Stadion mandag aften.

Med tre point mod FC Nordsjælland kan Frederiksen og holdet give klubben den forløsning, man har længtes efter siden 2005. Et dansk mesterskab.

»Det ville være nemt for mig at sige, de skal gå ud og nyde det, men spillerne er ikke dumme. De ved godt, hvad der er på spil. Vi skal finde et spændingsniveau, hvor vi kan præstere på et højt niveau. Vi skal ikke være anspændte. Men vi skal ikke lave nogen revolution, vi skal fortsætte som hidtil, og det er jo gået meget fint.«