Charles Leclerc fra Ferrari var bedst i lørdagens kvalifikation og havde udsigt til en stor søndag på hjemmebanen i Monaco.

Men sådan bliver det ikke. Langt fra. Formel 1-stjernen blev nemlig tvunget til at udgå, før løbet blev skudt i gang.

Det er et bilproblem, som er årsagen til, at Charles Leclerc ikke kommer til at køre fra pole position i det legendariske grand prix.

Det har Ferrari bekræftet på holdets private Twitter-profil.

Foto: VALERY HACHE
Vis mere

'Charles vil ikke stille til start på grund af problemer med den venstre drivaksel, som er umuligt at reparere i tide inden løbets start,' står der i opslaget.

Stjernen kørte galt tidligere i weekenden, men det er alligevel overraskende, at bilen kapitulerede, før den blev udsat for pres søndag eftermiddag.

Meldingen fra Ferrari var ellers tidligere på søndagen, at bilen nok skulle nå at blive klar.

Det var selvfølgelig en frustreret og trist Charles Leclerc, som måtte gå den tunge gang væk fra området blot 30 minutter, før der skulle køres race i Monacos gader.

Det var ellers første gang siden det mexicanske grandprix i 2019, at Ferrari havde pole position.

Det er endnu ikke lykkedes Leclerc at komme i mål i grandprixet i hjemlandet, Monaco, hvor han tidligere er stillet til start to gange.

I stedet for bliver det Max Verstappen fra Red Bull, der starter forrest.