Nu skal det være slut.

Fra næste sæson vil superligaklubben Brøndby IF have et videoovervågningssystem, der kan genkende ansigter på de personer, der har karantæne fra stadion.

Det skriver Brøndby på sin hjemmeside.

'Som den første virksomhed i Danmark har vi fået tilladelse af myndighederne til at benytte os af ansigtsgenkendelsesteknologi i en række nye kameraer, vi har fået installeret på Brøndby Stadion,' siger administrerende direktør Jesper Jørgensen og fortsætter:

'Systemet vil markant øge vores effektivitet til at identificere karantæneramte personer ved vores indgange, og dermed kan vi bedre sikre, at karantæneramte ikke kommer ind til vores kampe.'

Hidtil har det været kontrollørernes opgave at huske ansigterne på de karantænedømte tilskuere, men nu får de altså hjælp af det nye videosystem.

'Fremadrettet vil vores nye system automatisk scanne og meddele vores kontrollører, hvis et kamera identificerer en person, der er registreret på vores karantæneliste.'

'Vi håber, at vi med tiden også kan tilknytte systemet til det nationale fodboldregister, så personer i det register ligeledes kan identificeres via det nye elektroniske system,' siger Jesper Jørgensen.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Brøndbys officielle fanklub, Brøndby Support, hilser videoovervågningssystemet velkommen.

»Tiltag som disse betyder også, at man bevæger sig længere væk fra awaykort-løsninger og registreringer af de mange for at finde de få, og det er naturligvis noget, vi bakker op om,« siger formand Sarah Agerklint.

Personer med karantæne kan se frem til at blive genkendt for første gang, når Brøndby åbner den nye sæson.

Der sker den 14. juli, når klubben får besøg af Silkeborg.