Jesper Lindstrøm er ikke som mange andre Brøndby-talenter, der har snøret støvlerne på det ellers så udskældte Masterclass, Brøndbys ungdomsakademi.

De seneste to år er han nemlig gået fra stortalent til fremadstormende komet og nu til stjerne i en klub, der igen er at finde i mesterskabskampen.

Netop derfor befinder den unge guldfugl sig da også lige nu i sin karrierens største dilemma.

Et dilemma, hvor han for alt i verden vil forsøge at hjælpe den klub, han weekend efter weekend har hyldet med et blå-gult halstørklæde viklet om halsen på tilskuerpladserne, siden han var helt lille.

21-årige Jesper 'Jobbe' Lindstrøm.
21-årige Jesper 'Jobbe' Lindstrøm. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Et dilemma, hvor en chokerende knæskade har skabt rystelser i de transferplaner, der ellers var lagt for det unge stjerneskud.

For skal man vælge at kæmpe for det hungrende mesterskab og dermed udskyde en operation, selvom smerterne i knæet ikke bør kunne ignoreres?

Eller skal man hoppe på operationsbordet med tanke på karrierens fremtid med store klubskifter i kikkerten?

21-årige Jesper Lindstrøm valgte det første. Også selvom et muligt sommerskifte står for døren.

Var der lavet en plan om et sommersalg for dit vedkommende?

»Det ved jeg sgu ikke … Jeg har sagt til klubben og min agent, at jeg ikke vil have en holdning til det endnu. Lige nu vil jeg bare gøre alt for at vinde et mesterskab med den klub, som jeg holder allermest af. Når alt så begynder at rulle igen, kan vi tage snakken. Men så længe sæsonen er i gang, fokuserer jeg kun på at spille fodbold.«

Men har den plan ændret sig, nu hvor du har udskudt din operation?

»Jeg ved ikke, hvad de interesserede klubber siger til sådan noget. Og det er svært at sige i fodbold. Her kan alt ske. Det kan jeg ikke svare dig på. Det er jo heller ikke den største skade i verden, så jeg håber og tror, at det er noget, de mulige klubber vælger at se bort fra.«

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Irriterer snakken om et sommersalg dig?

»Jeg lægger selvfølgelig mærke til snakken og skriverierne, og det vil da også være en kæmpe drøm at kunne være med blandt de helt store i udlandet. Jeg har dog forsøgt at lægge låg på det, men når der kommer noget konkret, så hører man det jo. Og hvis det ikke går ud over min præstation, så har jeg det fint med den snak.«

Er der så noget konkret på bordet?

»Man hører selvfølgelig nogle små ting, men vi må tage en snak med klubben, når sæsonen er forbi. Det bliver, når det hele passer. Lige nu passer det ikke så godt.«

Du er jo et stort salgsemne. Hvad siger Carsten V. Jensen til din beslutning?

»Han siger ikke så meget. Det er min egen beslutning, og den støtter han mig i.«

Hvordan traf du beslutningen om at udskyde operationen?

»Jeg beslutter, at så længe jeg kan spille videre, så fortsætter jeg. Der har været meget fokus på mit knæ og min skade, men så længe jeg kan spille fodbold, så vælger jeg at fokusere på det. Så må vi tage snakken om knæet, når jeg engang skal opereres. Jeg vil helst undgå at tænke på det.«

Hvem rådførte du dig med omkring beslutningen?

»Beslutningen er 100 procent min egen, men jeg brugte både min mentaltræner, Morten Bertolt, min agent, klubben og så min familie, inden jeg traf beslutningen. De støtter mig fuldt ud, og medmindre det bliver værre, så spiller jeg videre. Det er det, vi har som udgangspunkt. Ellers tager vi handling.«

Hvad foreslår Brøndby, at du skal gøre?

»De støtter mig fuldt ud, og vi skal nok finde en god timing i forhold til operationen, men det er min egen beslutning.«

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

'Jobbe', som holdkammeraterne og klubbens fans kalder ham, har for længst gjort sit gennembrud til en realitet, og sammen med Brøndby har han gang i en stor sæson.

Og derfor er det da også en selvsikker midtbanespiller, der søndag aften går på banen til sæsonens afgørende guldkamp, når FC Midtjylland kommer på besøg:

»Vi er stadig fire point efter FCM, men det er da sjovt at være med i kampen om mesterskabet. Der var ikke ret mange udover os spillere, der havde regnet med, at vi kunne ligge, hvor vi gør. Det giver os et ekstra boost at være med i toppen,« siger Jesper Lindstrøm til B.T. om en sæson, hvor hans prisskilt er røget markant i vejret.

Hele ti scoringer har nemlig gjort ham til klubbens næstmest scorende spiller i sæsonen og dermed det allervarmeste salgsobjekt i mange år for en klub, der tørster efter transfermillioner.

Hovedpersonen selv prøver dog at holde fødderne solidt plantet på grønsværen efter et forår, der personligt ikke helt har kunnet leve op til efterårets høje niveau.

»Det hænger nok lidt sammen med, at jeg er mindre ukendt, end jeg var førhen. Det giver mig mindre plads, og så ser jeg måske mindre god ud. Der er vist ingen, der forventede, at jeg gik ud og lavede et forår i samme stil som efteråret, hvor jeg nok også præsterede lidt over evne,« forklarer Brøndby-stjernen.

Stjerneprædikatet er dog stadig noget, som 'Jobbe' har svært ved helt at forene sig med. Endnu.

»Det er da lidt overvældende, men også sjovt, at folk på gaden ved, hvem man er. Men det er trods alt min barndomsklub, så jeg har det godt med det. Jeg har altid været i og omkring klubben, så det er kun fedt,« afslutter han.

Søndag tager Brøndby imod FC Midtjylland, når guldduellen skal afgøres. Du kan følge kampen live her på bt.dk fra klokken 18.