Angriberen Harry Kane har scoret mål på samlebånd for Tottenham, men han har aldrig vundet et trofæ med London-klubben.

Netop derfor har den 27-årige englænder luftet tanken om et skifte væk fra Tottenham i sommerens transfervindue.

Og ifølge Daily Mail har Harry Kane nu fortalt Tottenham-ejeren, Daniel Levy, at han skal være åben for tilbud, hvis klubber byder på stjerneangriberen.

Mediet tilføjer, at Premier League-rivalerne fra Manchester United er villige til at betale i omegnen af 770 millioner kroner for landsholdsspilleren allerede til sommer.

Tottenham tabte lørdag med 3-1 til Leeds i Premier League.
Tottenham tabte lørdag med 3-1 til Leeds i Premier League. JASON CAIRNDUFF

Problemet er bare, at Daniel Levy mener, at Harry Kane er dobbelt så meget værd. Men på grund af coronasituationen er det umuligt for Manchester United at betale det tårnhøje beløb.

Tottenham-angriberen fortalte om sin sult efter trofæer, da han modtog en individuel pris tidligere på sæsonen.

»Det er en svær situation, men jeg vil hellere vinde trofæer som et hold, end jeg vil vinde dem alene. Det er, hvad det er,« lød det helt præcis fra Harry Kane.

Tottenhams chancer for at holde på den altoverskyggende stjerne er blevet bedre efter lørdagens 3-1-nederlag til Leeds i Premier League.

Det betyder nemlig, at holdet er syv point fra fjerdepladsen, som giver Champions League-fodbold i næste sæson. Og der er blot ni point tilbage at spille om.

Harry Kane blev en del af Tottenhams akademi i 2004, og han har lavet 219 professionelle mål for klubben.