Han havde svært ved at finde ordene.

For hvad siger man, når ens hold kort tid inde i anden halvleg førte 3-1, men måltavlen viste 3-4, da kampen blev fløjtet af?

»Det er ikke noget, man ser særlig tit. Det er en af dem, der gør ekstra ondt,« sagde Brian Priske om FC Midtjyllands nederlag til AGF.

For han følte egentlig, at hans mandskab var i kontrol. Og det skuffer ham, at det hele endte med at smuldre for midtjyderne, der gik fra at kunne hive i hvert fald et point med til at smide det hele i overtiden.

Derfor gav han også sine spillere en besked efter kampen. Budskabet var ret klart. Han tog ansvaret for nederlaget.

»Jeg sagde til drengene, at det i sidste ende er mit ansvar at hjælpe til fra bænken. Det fik jeg ikke gjort godt nok,« sagde Brian Priske.

Reflekterende. Og egentlig ret roligt, selvom skuffelsen stod tydeligt malet i ansigtet på ham, forklarede han, hvad det var, han ikke gjorde godt nok. I hvert fald ifølge ham selv.

»Jeg skulle måske have skiftet anderledes ind. Det er der, man som træner altid kigger indad. Var der noget, jeg kunne have gjort? Det er mit ansvar at hjælpe de her drenge, og når du er foran 3-1, kigger jeg sgu også på mig selv,« sagde Brian Priske.

Det var David Nielsen og AGF, der i sidste ende kunne knytte næverne og tage alle tre point.
Det var David Nielsen og AGF, der i sidste ende kunne knytte næverne og tage alle tre point. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Adspurgt om han følte, han tog nogle lidt forkerte beslutninger, kom svaret egentlig ret prompte.

»Det føler jeg 100 procent. I sidste ende er det mit ansvar. Jeg hjalp ikke godt nok i dag, og det har jeg også sagt til dem derinde. Jeg tager den på mine skuldre. Når jeg kigger på, at vi lukker tre mål ind til allersidst, skal jeg også være mand nok til at rejse mig op og sige, jeg kunne have gjort noget anderledes,« sagde Brian Priske og pegede på, at Manjrekar James kunne være skiftet ind tidligere.

Hos Erik Sviatchenko lød det dog, at alle fra holdet tog en del af ansvaret. Han fortalte, at der var stille i omklædningsrummet efter slutfløjt.

Og da han blev spurgt til Brian Priskes udmelding om, at han tog det fulde ansvar, havde forsvarsspilleren ikke meget at sige.

»Det har jeg ikke så mange kommentarer til. Når jeg løber rundt derinde, er det eneste, jeg tænker på, at vinde den kamp og vinde mine dueller og give så meget ro til mine holdkammerater, som jeg kan. Hvad der så sker derude på sidelinjen… Priske er et stort menneske, hvis han tager ansvar for det. Jeg tager lige så meget ansvar fra spillernes synspunkt,« understregede en skuffet Erik Sviatchenko.

Med det sene nederlag til AGF betyder det, at FC Midtjylland mistede en lille smule af forspringet til FCK, som søndag fik et point i Brøndby.

I næste runde er det netop de to mesterskabsbejlere, der mødes, og midtjyderne skal også nok rejse sig, lovede Brian Priske.

Først var det dog en anden følelse, der fik lov at fylde i omklædningsrummet.

»Der er ikke så meget at sige. Skuffelsen er det første, der popper op. Det er også helt okay. Det er mit ansvar, og det handler om at bruge dagen i morgen okay. Det er fair at hænge lidt med hovedet i morgen, så har vi et par fridage, og så handler det om at lade op til FCK-kampen på søndag,« sagde Brian Priske.