»Det er noget, jeg har vidst i en tre måneder, hvor beslutningen er taget, så derfor er det rart at få det ud.«

Sådan fortæller Bo Henriksen til TV3 Sport, der interviewede den om et år afgående AC Horsens-træner før aftenens Europa League-playoff mellem AGF og OB.

Nyheden om Bo Henriksens beslutning så dagens lys tirsdag, hvor det altså stod klart, at han senest er fortid i Horsens om et år. Og han ved endnu ikke, hvad fremtiden bringer på.

»Jeg elsker det her job, og jeg elsker, at der sker noget, og der kommer også job til mig igen på et eller andet niveau. Det behøver ikke nødvendigvis være som træner. Det kan også være sportschef, det kan også være noget helt tredje. Allerede nu er der muligheder, der er spændende og interessante også i den private sektor.«

Bo Henriksen drømmer om at blive landstræner
Bo Henriksen drømmer om at blive landstræner Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Se interviewet øverst i artiklen, hvor Bo Henriksen også forholder sig til, hvad der vil ske, hvis Horsens starter skidt i næste sæson.

Bo Henriksen fortæller til TV3 Sport, at der har været tilbud om andet uden for den professionelle fodboldverden, men at der ikke står en klub klar i horisonten. Men drømmen er til noget større end Horsens nu.

»(Drømmen, red.) er da et eller andet sted at blive landstræner. Det har jeg sagt mange gange. Jeg tror ikke, Hjulmand skal være bekymret lige nu. Men forhåbentlig om 8-10 år, hvor man har fået endnu mere erfaring, er blevet endnu klogere og dygtigere, så er det da målet.«

»Nu skal der prøves noget nyt. Nu skal det være noget, hvor jeg et eller andet sted kan vinde noget forhåbentligt. Det kunne være skægt. Vi vinder hvert år i Horsens ved at overleve i Superligaen, men det kunne også være sjovt at få nogle medaljer om halsen,« siger Bo Henriksen.