Bo Henriksen har været AC Horsens-manager siden 2014, men til sommer næste år er det på tide at prøve noget nyt.

Og et overraskende brancheskift kan måske være på vej. I hvert fald åbner den tidligere fodboldspiller op for, at han kunne begynde at lave tv.

»Min far er Ole Henriksen, og han har lavet tv i mange, mange år. Jeg blev ansat på TV 2 som 13-årig og kender derfor gamet. Branchen afskrækker mig ikke.«

»Men jeg skal lige understrege, at jeg ikke har skrevet under på noget, men samtidig afviser jeg heller ikke noget. Min dør er åben, men det skal være sjovt, hvis jeg skal være passioneret omkring det.«

Bo Henriksen har været i Horsens siden 2014.
Bo Henriksen har været i Horsens siden 2014. Henning Bagger

Bo Henriksen tilføjer, at han har et stort netværk i tv-branchen, og han er sikker på, at han ville kunne blive sat i kontakt med de rigtige folk, hvis han skulle få det rigtige tilbud præsenteret.

Men den 45-årige tidligere Brønshøj-træner synes, at han kan se sig selv i flere forskellige job, når kontrakten med AC Horsens er løbet ud.

»Jeg kunne både blive træner igen, tage en tjans som sportsdirektør, eller jeg kunne måske endda lave noget tv, hvis tilbuddet kom. Men det må tiden vise – lige nu er mit fokus på AC Horsens.«

Manageren har leveret en fremragende sæson. AC Horsens havde en stime på ni kampe i streg, hvor de ikke tabte i Superligaen. Derudover har holdet været en del af landets bedste række de seneste fem år.

Bo Henriksen ved på nuværende tidspunkt ikke, hvad han helst vil, hvis han har frit valg på alle hylder. Han tager sin fremtid meget afslappet.

»Jeg ved ærlig talt ikke, hvad jeg helst vil. Det hele er attraktivt på den ene eller anden måde. Jeg må se på, hvad der kommer, og håbe, der kommer noget sjovt, som jeg kan dykke ned i.«

AC Horsens udsendte en pressemeddelelse med nyheden om, at Bo Henriksen stopper til næste sommer, og hvor hovedpersonen også sagde nogle ord:

»Det har været en fantastisk oplevelse at være med til at genskabe en kultur og en ydmyghed omkring AC Horsens, som i den grad har medvirket til de sportslige resultater, vi har opnået.«