Da det torsdag blev officielt, at den levende FCK-legende Dame N'Doye ikke ville få forlænget sin kontrakt i klubben, blev han sendt af sted med venlige hilsner og et ønske om alt godt i fremtiden fra klubben.
Der var dog ikke en udtalelse fra Dame N'Doye i klubbens meddelelse på hjemmesiden. Til gengæld har angriberen nu givet sit syn på sagen i en kommentar på Instagram, hvor han ikke holder igen med kritikken efter den udeblevne kontraktforlængelse.
'Min skade var ikke et problem, når jeg scorede mål. Men i dag er det. Det er sjovt. Sådan er livet nogle gange. Når folk tager fejl, så prøver de at finde undskyldninger, indtil de kan se klart. Det vil tiden vise,' skriver Dame N'Doye i kommentaren og tilføjer:
'I spørger alle sammen, hvorfor jeg forlod klubben. Jeg forlod den ikke, men tilbuddet betød, at jeg måtte stoppe, men sådan er det. Jeg tilgiver hver og én, og jeg ønsker FCK held og lykke,' lyder det fra angriberen.
Kommentaren kommer, efter FC København torsdag oplyste, at klubben havde tilbudt at forlænge kontrakten med FCK's mest scorende angriber gennem tiden både kortvarigt, så han kunne være med mod Basaksehir i Europa League, ligesom der var et tilbud om en forlængelse frem til næste sommer.
»Det er klart, at de alvorlige skader og hans alder har gjort, at vi har måttet være ansvarlige i forhold til økonomien i det, men vi har strakt os så langt, vi overhovedet kunne i den nuværende situation, og vi har givet et godt og fair tilbud, mener vi,« sagde Ståle Solbakken til FCK's hjemmeside.
Begge tilbud blev dog afvist af angriberen, der i kommentaren på Instagram giver udtryk for, at han tydeligvis ikke fandt tilbuddet godt nok.
Derfor stopper 35-årige Dame N'Doye nu efter 217 kampe og 118 mål for FC København. Hans sidste scoring for klubben blev i søndagens kamp mod FC Nordsjælland, hvor N'Doye blev matchvinder med sin scoring til 2-1.