Hold da op for en debut. Ungarske Lászlo Köteles blev kastet for Telia Parkens egne løver, og bortset fra to udmærkede redninger var der ikke tvivl om, at den debut var blandt historiens værste i FC Københavns trøje.

Den 33-årige ungarer har kun været i klubben i få dage og skulle vel egentlig bare være en gardering, hvis uheldet var ude, og også andenmålmand Stephan Andersen blev skadet, og det gjorde den tidligere danske landsholdsspiller så i weekenden, og så måtte Lászlo Köteles stå mod Helsingør. Det valg fortyder alle nok.

Lászlo Köteles var usikker med både arme og ben. Han var skyld i et mål efter et stort drop og fik fansene i Telia Parken til at gispe, hver gang han var i nærheden af bolden. Efter kampen måtte flere af FC Københavns spillere trøste ham, og Ståle Solbakken lagde da heller ikke skjul på, at det ikke var en godkendt debut.

»Vi blev meget shaky efter målet i første halvleg. Der skal vi hindre indlægget. Det gjorde vi ikke, for vores målmand var ikke klar.«

Hvad var dine overvejelser i forhold til målmandsposten?

»Han kom ind onsdag/torsdag, i dag er det mandag. Jeg udtager holdet, så jeg tager ansvaret, men jeg står jo et andet sted til træningen og spurgte vores målmandstræner, om han var klar til at spille. Jeg sagde, at det er dit valg til vores målmandstræner, og hvis han sagde, han var klar, ville han spille. Ellers står Kim Christensen. Så får vi at se,« siger Ståle Solbakken, der kan glæde sig over, at Stephan Andersen er klar igen til søndagens kamp i Silkeborg efter en lægskade, mens førstemålmand Robin Olsen tidligst er klar i april.

Med Laszlo Köteles' store fejl i første halvleg begyndte nervøsiteten at sprede sig, men det øjeblik var ikke nok i sig selv til at gøre Ståle Solbakken bange for at smide point, da hans hold efter de første 45 minutter førte 3-1.

Sad du i pausen og tænkte, at det skulle ske, at Helsingør kom tilbage?

»Hvis jeg skal være ærlig, troede jeg, at det ville blive en sejr med seks mål til os. Vi har været helt stabile i organisationen i de sidste tre, fire kampe, så vi har ikke trænet organisationen mere end 10 minutter, men det skal vi helt sikkert gøre mere frem mod kampen mod Silkeborg,« siger han og tilføjer:

»I første halvleg føler jeg, at vi er i fuld kontrol, vi giver dem et mål, men det ser godt nok ud. Alligevel trækker vi os i anden halvleg, og så sker der det, at de scorer til 3-2, og så knækker vi langsomt både i tanke og handling. Det vendte kampen, for der kom de negative tanker, og så fik vi frygtelig mange misforståelser mellem spillerne. Derfra var det game on. Og vi lavede mange fejl, men da vi ændrer til 3-5-2, bliver det bedre, og vi fik målet til 4-3 og afgjorde det til sidst. Det var en god læring for os, at vi skal være fokuserede hele tiden,« forklarer Ståle Solbakken, der delte en verbal skideballe ud til sine spillere for at miste fokus.

»Jeg kan forstå, hvis man nogle gange skal spille om torsdagen, hvis man falder lidt i niveau, men vi har seks dage til næste kamp, der findes ingen undskyldning for det.«

Er det en kamp, der viser jer, at man skal være fokuserede mod alle hold, selv bundholdene?

»Ja, det kan man sige. Men samtidig er vi det bedste hold efter jul. Vi har vundet fem kampe, det har ingen andre. Vi fik sejren, det skal vi huske.«

FC København har inden sidste kamp i grundspillet halet lidt ind på topholdene og har nu ni point op til FC Nordsjælland på tredjepladsen.