Da vi senest så Nicklas Bendtner løbe rundt med støvler på, var det før træningskampen mod Sverige i Stockholm.

Angriberen  blev valgt fra af landstræner Åge Hareide, da truppen skulles sies fra 27 til 23 mand, og der var ikke den store tvivl om, at Bendtner var en skuffet herre. Blandt andet gik hans Instagram-profil helt i sort oven på nyheden om, at han ikke skulle med til VM.

I dag er der så bedre nyt for Nicklas Bendtner, der har været med til træning for sin norske klub, Rosenborg.

Det sker bare få dage efter, at Bendtner blev valgt fra på grund af sin lyskeskade. Hareide vurderede, at Bendtner ikke kunne nå at blive klar til Danmarks første første VM-opgør den 16. juni mod Peru.

Ekstra Bladet har været i kontakt med Bendtners agent, Ivan Marko Benes, der har fået at vide af Bendtner selv, at han regner med at træne med resten af Rosenborg-holdet i dag.

Derudover har det norske medie Adresseavisen sendt en journalist til træningen, hvorfra meldingen lød, at Nicklas Bendtner deltog i flere øvelser sammen med resten af holdkammeraterne.

»Det er den første fodboldtræning, han har haft. Så længe det går godt i morgen, så kan Åge Hareide bare ringe,« siger Rosenborg-træner, Kåre Ingebrigtsen, til den norske journalist.

Kåre Ingebrigtsen siger også på Twitter, at Bendtner er i spil til Rosenborgs kommende kamp mod Tromsø. Den spilles om to dage, mandag den 11. juni.

»Vi tog ham tilbage hertil for at teste ham her. Så må vi se, om han får nogen reaktion på testene, men får han ikke det og træner med 100 procent i morgen, så er han med mod Tromsø,« siger Kåre Ingebrigtsen i videoen, som du kan se herunder.

Danmark rejser til Rusland på mandag. Det er fem dage inden den første gruppekamp mod Peru den 16. juni.

De to øvrige gruppekampe bliver spillet den 21. juni mod Australien og den 26. juni mod Frankrig.