Nicklas Bendtner kommer ikke med til VM i Rusland 2018.

Det stod klart søndag aften, da Åge Hareide løftede sløret for den endelige 23-mands trup, der rejser til Rusland den 11. juni. De fire sidste vragede spillere er Nicklas Bendtner, Andreas Bjelland, Mike Jensen og Peter Ankersen.

Kort inden den endelige trup blev meldt ud på DBUs hjemmeside, dukkede dette billede op på Nicklas Bendtners Instagram-story. Og skuffelsen er ikke svær at få øje på i Nicklas Bendtners meget symbolske sorte billede:

Tidligere meldte landstræner Åge Hareide ud, at hvis man ikke kan træne fuldt igennem inden afrejsen til Rusland 11. juni, bliver man ikke udtaget, men det bekymrede ikke Bendtner, der var helt overbevist om, at han nok skulle blive klar:

»Den 11. juni burde jeg være 100 procent fit,« sagde Bendtner blandt andet.

Men nu holder den skade, han selv troede på, han kunne blive kvit i tide, ham altså nede fra fodboldens største scene, VM.

Bendtner og Bjelland har begge døjet med skader helt frem til den endelige beslutning skulle træffes, og det er blandt andet derfor, at Åge Hareide har valgt dem fra. Rosenborg-angriberen har kæmpet for at blive klar efter en skade i højre lyske, men ifølge landstræner Åge Hareide er Bendtner ikke tilstrækkeligt klar til at kunne spille kampen mod Peru om to uger, og derfor er han ude af truppen.

Andreas Bjelland har ligeledes ikke kunnet blive sin skade kvit og er altså derfor heller ikke inkluderet i den endelige VM-trup.