Det har intet at gøre med Brøndby, at Arbejdernes Landsbank, som til nytår stopper som hovedsponsor på Vestegnen, nu har tegnet et stort sponsorat i FC Midtjylland.

Pointen bliver nu slået fast af bankens branding- og kommunikationsdirektør i Arbejdernes Landsbank, Peter Froulund, over for Tipsbladet.

»Den her aftale med FC Midtjylland har 0,0 procent med Brøndby IF at gøre,« forsikrer han, efter det især på de sociale medier er blevet et debatemne.

Sponsoratet på fire år i FC Midtjylland træder i kraft allerede fra sommer af, og derfor vil der være et halvt år, hvor Arbejdernes Landsbank er hovedsponsor i de to klubber samtidig.

»Jeg er fan af en klub, og mine kollegaer er fan af andre klubber, men det ville være dybt uprofessionelt, hvis det spillede ind, når vi er på arbejde. Vi skal ikke være fans, når vi er i Arbejdernes Landsbank-regi, og derfor er der ingen problemer forbundet med at være sponsor i flere klubber i dansk fodbold,« tilføjer Peter Froulund til Tipsbladet.

Arbejdernes Landsbank tager over efter Det Faglige Hus i Herning, og det sker efter, B.T. allerede i februar kunne fortælle, at der var en flirt med klubben og banken.

»Arbejdernes Landsbank er funderet i stærke værdier, de repræsenterer en stærk kultur og er 11. år i træk blev kåret til danskernes foretrukne bank – det er en bank, der gør tingene ordentligt og beviser gang på gang, at man ikke behøver at være de største for at være de bedste. Derfor giver denne aftale i den grad optimisme i en udfordrende tid og på den lidt længere bane også optimisme i forhold til at indfri vores store sportslige ambitioner,« siger Jacob Jørgensen, kommerciel direktør i FC Midtjylland, om det nye samarbejde.

Et samarbejde, som ifølge klubben er historisk stor.