Parkeringspladsen foran Brøndby Stadion er netop blevet udpeget som nyt corona-hotspot.
Dermed er det nu et område, hvor der kan nedlægges forbud mod ophold for at imødegå coronasmitte.
Det skriver Københavns Vestegns Politi på Twitter.
Tiltaget kommer på baggrund af, at en større gruppe af bilinteresserede har været samlet på p-pladsen foran stadionet de sidste to weekender.

I den forbindelse har Københavns Vestegns Politi forsøgt at skabe dialog med de pågældende, men området blev forladt, da politiet dukkede op begge gange. Det har politiet nu taget konsekvensen af.
»Vi håber, at også de bilinteresserede forstår alvoren og derfor undlader at samles foran Brøndby Stadion. Men hvis de mod forventning samles alligevel, så er vi klar til at lukke området,« siger vicepolitiinspektør Søren Enemark.
Politiet har vurderet, at disse møder, hvor 150-200 personer har samlet sig, kan skabe risiko for spredning af coronasmitte, og derfor er p-pladsen nu et område, hvor politiet i den kommende tid vil føre meget nøje tilsyn.
Brøndby Stadion danner i øjeblikket ikke ramme om nogen Superliga-kampe, da Superligaen er lukket ned på grund af frygten for coronavirus.