Med ultrakort varsel indkaldte Brøndby lørdag morgen til pressemøde.

For mens de fleste andre Superligaklubber allerede er på ferie og i gang med at lade op til næste sæson, havde de blå-gule fra den Vestegnen lige noget, de skulle have klaret.

Deres nye cheftræner er endelig på plads, og det endte ikke med det store trænernavn i form af Kasper Hjulmand eller en udlænding med et imponerende cv. Begge dele har været i spil, men nu gik Brøndbys ledelse altså med den nuværende U21-landstræner, Niels Frederiksen.

Sportsdirektør Ebbe Sand var på pressemødet på Brøndby Stadion ikke helt tydelig, da han skulle fortælle, om Frederiksen mon også var klubbens førsteprioritet. Sand vidste godt, at der var brug for at vælge sine formuleringer nøje, for det ville nok være at udfordre troværdigheden lige lovligt meget, hvis han hævdede, at Niels Frederiksen hele vejen igennem var topkandidat. Det var han ikke.

Men det gør ham ikke mindre værdig eller kvalificeret som ny Brøndby-cheftræner. Faktisk kan det vise sig, at det netop er en person som Niels Frederiksen, klubben har brug for i de kommende sæsoner.

Ja, man kan mange steder læse skuffede Brøndby-fans’ meninger og holdninger til deres nye cheftræner, for de havde uden tvivl drømt om større navne, men det lange ansættelsesforløb har handlet om at finde en mand, der kunne føre Brøndbys nyligt reviderede strategi igennem, og så går det bare ikke med en eksempelvis udenlandsk cheftræner, som mest af alt er interesseret i hurtig succes hentet med færdigudviklede og dyrt indkøbte spillere.

Brøndby er nødsaget til at få stablet et bæredygtigt og troværdigt projekt på benene, hvis klubben skal stå stærkere i fremtiden. Det kan Niels Frederiksen hjælpe til med, og jeg synes, han og Brøndby er et fornuftigt match.

Deres kommende cheftræner er garant for en frisk og livlig spillestil med masser af vilje til at komme frem på banen, og han vil meget gerne presse modstanderne tungt. Niels Frederiksen er tydelig i sin valg og fravalg, han er grundig og systematisk i sit arbejde, og han har erfaring med at bringe unge talenter op fra egne rækker og senere gøre dem så gode, at de kan sælges for pæne millionbeløb til udlandet.

Læg dertil at Frederiksen ved sin side får en glimrende analytisk assistent i Jesper Sørensen og en mand med kendskab til Brøndby indefra i form af Martin Retov. Samlet set er det et stærkt team.

Det faglige er altså helt på plads, spørgsmålet er blot, om Niels Frederiksen har den nødvendige pondus til at stå imod det massive pres i Brøndby. Her tænker jeg ikke på det ydre pres fra fans og medierne. Dem skal Niels Frederiksen nu nok kunne håndtere pænt, og det er en fejl at kalde ham en mand uden mod eller meninger. Dem er han i rigelig besiddelse af, og han blander sig gerne og råber op. Det kommer vi til at opleve.

Men Brøndby er også en klub med mange meninger på de indre linjer, og det kræver sit at navigere i den strøm. Ikke mindst sidder der i toppen en mand, der er meget passioneret omkring Brøndby. Her tænker jeg naturligvis på klubejer, bestyrelsesformand og storinvestor Jan Bech Andersen. Han vil presse Niels Frederiksen både på den korte og lange bane, for han vil se resultater. Det tryk skal den nye cheftræner evne at modstå.

De efterspurgte resultater skal hentes to steder: selvfølgelig på banen, hvor klubben altid som minimum skal være i top-tre, og så skal Niels Frederiksen integrere og udnytte Brøndby Masterclass langt bedre, end det bliver på nuværende tidspunkt.

Det er ikke en nem opgave, og det kan vise sig vanskeligt at balancere mellem at hente de ønskede resultater, mens Frederiksen udvikler og bringer spillere af egen avl frem. Derfor er det også op til Brøndbys ledelse, herunder Jan Bech Andersen, at efterleve deres egne udsagn om tålmodighed, hårdt arbejde og det lange seje træk. Arbejdsro på de indre linjer og en tydelig og afklaret ledelse bliver afgørende, hvis Brøndby og Niels Frederiksen sammen skal skabe en succesfortælling.