Der er store forventninger til Niels Frederiksen fra Brøndbys sportsdirektør.

Fodboldklubben Brøndby IF har netop offentliggjort ansættelsen af Niels Frederiksen som kommende cheftræner.

Og det er altså noget af en opgave, som den rutinerede Frederiksen kommer på.

For sportsdirektør Ebbe Sand har store krav til den mand, som skal få vestegnsklubben på rette spor igen.

Til klubbens hjemmeside forklarer Ebbe Sand:

.»Brøndby IF skal spille medrivende og angrebslystent fodbold, og det matcher den tilgang Niels har til fodbold, hvilket har været afgørende for ansættelsen af Niels. Som kommende cheftræner skal Niels videreudvikle det fundament, vi står på i dag og sikre en kontinuerlig udvikling i spillertruppen, og sammen med den øvrige sportslige ledelse skal Niels sikre, at vi får en større sammenhæng mellem Superliga-truppen og Brøndby Masterclass, så vejen til Superliga-truppen bliver kortere for vores bedste talenter i Brøndby Masterclass, uden at vi går på kompromis med vores sportslige målsætninger« siger Ebbe Sand.

Det er uden tvivl en tilfreds sportsdirektør, som har ansat den tidligere Esbjerg-træner. Men der skal trækkes i arbejdstøjet, så snart at Frederiksen vender hjem fra U21-EM, for der ligger masser af opgaver klar til den kommende cheftræner.

Frederiksen er ansat på en 2-årig kontrakt, hvor man i foråret 2021 vil elevaluere, om kontrakten skal forlænges.

Niels Frederiksen får følgeskab af Martin Retov og Jesper Sørensen som assistenttrænere på Brøndby-bænken.

Og Ebbe Sand roser dynamikken og kompetencerne, som hans kommende trænerteam besidder.

»Vi har været grundige i vores arbejde, og brugt den tid der skulle til, for at vi kunne få den helt rette trænerkonstellation. Derfor er jeg også rigtig glad i dag, da vi har fundet den trio, vi mener, er den rette for os. Det har været afgørende at få sammensat et dygtigt trænerteam, der brænder for opgaven og for Brøndby IF.«

»Niels, Martin og Jesper har stærke kompetencer, der supplerer og styrker hinanden, og jeg er ikke i tvivl om, at de sammen kan løfte de opgaver, vi har stillet dem overfor, så jeg er en yderst tilfreds sportsdirektør i dag,« siger Ebbe Sand.