Ellers tak.

Brøndby har afvist at sælge klubbens største stjerne, Hany Mukhtar, til den tyrkiske topklub Istanbul Basaksehir. Det kan B.T. afsløre.

Den tysk-sudanske profil er nemlig et så brandvarmt emne hos tyrkerne, at ledelsen har gjort interesse til et konkret bud, men desværre for dem har de skudt langt forbi mål. B.T. kan således fortælle, at Istanbul Basaksehir med et bud på 2,5 millioner euro, 18,64 millioner kroner, håbede at lande den seneste sæsons 'Årets Spiller' i Superligaen. Det blev prompte afvist af Brøndby. Efterfølgende gav Istanbul Basaksehir udtryk for, at klubben ville vende tilbage med et nyt bud på 2,9 millioner euro, 21,62 millioner kroner, men det er endnu ikke sket. Se, hvordan Brøndby sluttede seneste sæson øverst i artiklen

Og det ville alligevel have været nytteløst for Istanbul Basaksehir, der gik glip af Champions League-kvalifikationen i denne sæson på grund af dårligere indbyrdes opgør mod Fenerbahce. Kilder i Brøndby oplyser til B.T., at en pris på 5-6 millioner euro, 37,27-44,72 millioner kroner, snarere ville få den blå-gule klub til at overveje et salg af Hany Mukhtar, som klubben næsten brugte et års hårdt arbejde på at få tilknyttet på en lang kontrakt.

Hany Mukhtar blev i den forgangne sæson årets spiller i Superligaen. Vis mere

Første gang, han satte fødderne i græsset på Brøndby Stadion, var på en lejeaftale i sommeren 2016, og hurtigt blev han en meget vigtig figur, så da sportsdirektør Troels Bech i april 2017 foran et godt fyldt Brøndby Stadion offentliggjorde købet af Mukhtar, udbrød der massive jubelscener hos fansene.

Ifølge B.T.s oplysninger betalte Brøndby 10 millioner kroner på at købe Hany Mukhtar fri af Benfica, og hele aftalen kom ikke mindst i stand, fordi Hany Mukhtar selv ville den danske klub rigtig meget. Brøndbys 10'er gik markant ned i løn for at skifte til Superliga-mandskabet, og klubben har da heller ikke kunnet mærke det mindste på Hany Mukhtar, efter buddet fra Istanbul Basakhsahir er afvist.

Hany Mukhtar er en særdeles vigtig spiller for Brøndby, hvis fans jublede vildt, da han blev sikret på en fireårig kontrakt i april 2017. Vis mere

B.T. har ikke kunnet få en kommentar fra sportsdirektør Troels Bech om overvejelserne i forhold til et salg og ikke mindst afvisningen af buddet på Hany Mukhtar, men i foråret forklarede han:

»Der er stor opmærksomhed på flere af vores spillere. Men jeg vil godt erkende, at opmærksomheden om Hany Mukhtar er kæmpestor. Til sommer har vi kontrakt med ham i yderligere tre år. Men det er selvfølgelig en udfordring for os, hvis det rigtige tilbud dukker op for ham til sommer,« sagde han til Ekstra Bladet.

Det tilbud er endnu ikke dukket op, og det gør ifølge B.T.s oplysninger også en genforening med Andrew Hjulsager mere besværlig. Længe har der floreret rygter om en retur for den tidligere Brøndby-spiller, men træner Alexander Zorniger afviser over for Tipsbladet, at der er blevet afgivet et konkret købsønske til Celta Vigo.

Istanbul Basaksehir har budt på Hany Mukhtar. Vis mere

»Der er ikke noget bud fra Brøndby. Andrew er en meget talentfuld spiller, som jeg kun ser på en 8'er-position, og vi har fantastiske spillere på den position lige nu. Han traf en beslutning, og hvis der opstår en mulighed for at hente ham hjem til Brøndby, er vi interesserede, men lige nu giver det ikke mening, fordi vi har nogle fantastiske midtbanespillere,« forklarer Zorniger.