Rezan Corlu forlænger kontrakten med Brøndby IF med et år. Det kan B.T. afsløre.

Midtbaneprofilen er i denne sæson lejet ud til Lyngby Boldklub, hvor han har vist gode takter i efteråret.

Så gode, at Brøndby ifølge B.T.s oplysninger ønsker at få ham tilbage til klubben allerede i januar. Det forhandler klubberne om lige nu.

Det kan du læse mere om her. Den nye kontrakt med Brøndby betyder, at hans barndomsklub nu har papirer på ham frem til sommeren 2023.

Rezan Corlu og hans agent Evren Sahin har været en tur forbi Brøndby for at forlænge kontrakten.
Rezan Corlu og hans agent Evren Sahin har været en tur forbi Brøndby for at forlænge kontrakten.
Vis mere

Der er tilmed forhandlet en frikøbsklausul på plads til omkring en million kroner, og det er den, der betyder, at det lige nu er op til Lyngby – og i sidste ende Rezan Corlu selv – om et skifte tilbage til Brøndby kan lade sig gøre.

De to klubber har ifølge B.T.s oplysninger været i indledende dialog om et muligt januarskifte for Rezan Corlu tilbage til den københavnske vestegn.

Men hvis sådan et skifte skal blive en realitet, er det ikke umuligt, at Lyngby skal have en eller anden form for kompensation.

B.T. arbejder på at få en kommentar fra Rezan Corlus bagland om den situation.

Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

»Jeg er utrolig glad for at have forlænget min aftale med Brøndby IF. Jeg har været i klubben, siden jeg var fire år, så det er en dejlig følelse, jeg står med i dag,« siger Corlu til Brøndbys hjemmeside, hvor nyheden er blevet offentliggjort officielt.

»Jeg har udviklet mig meget de sidste par år. Først i AS Roma, og så i Lyngby BK, hvor jeg i efteråret fik vist, at jeg kan gøre en forskel i Superligaen. Den udvikling ser jeg frem til at fortsætte, og når jeg vender tilbage til Brøndby IF, er jeg parat til at præstere foran Sydsiden.«

Rezan Corlu har spillet 11 kampe for Brøndby IF og scoret et enkelt mål i tiden mellem 2015 og 2018, inden han skiftede til AS Roma.

»Vi hentede Rezan tilbage i sommer, fordi han havde udviklet sig under sit ophold i Roma, og i efteråret viste han for Lyngby BK, at det åbenlyse talent er ved at folde sig ud. Rezan er en Brøndby-dreng og har taget vejen op igennem Brøndby Masterclass, så vi er glade for, at vi nu har en kontrakt, der løber til sommeren 2023. Nu skal han så tage de næste skridt i sin karriere hos os, og derfor glæder vi os til at få Rezan tilbage,« siger Carsten V. Jensen, fodbolddirektør i Brøndby IF.