»Typisk Nicolai Poulsen. Er chokeret over, han ikke tacklede spilleren i græsset.«

Så kontant var meldingen fra FCK-stjernen Kamil Grabara på Twitter efter den omtalte Superliga-episode, hvor hans tidligere holdkammerat i AGF overfuser en Viborg-spiller, der netop har brændt et straffespark.

Nicolai Poulsen har siden fået masser af negativ omtale og hadske beskeder, men han ønsker ikke at svare på Grabaras kommentar.

Det vil AGF-anfører Patrick Mortensen dog gerne – og han er ikke begejstret.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Jeg synes, det er lavt. Og lige Kamil, der har haft en historie i AaB, hvor han skyder en bold mod AaBs fans og rammer en dreng. Jeg tror, han mener det lidt i sjov og sidder derhjemme og ikke tænker over, at så mange læser med,« siger han med henvisning til episoden, hvor Grabara ramte en ung AaB-fan i hovedet.

»Jeg er glad for, at Polle (Nicolai Poulsen, red.) ikke reagerede på det. Der viser han sig som en stor mand. Men skal jeg være helt ærlig, så var det lidt lavt af Grabara – det havde han ikke behøvet. Specielt ikke, når han løber rundt i FCK nu.«

Han er generelt træt af, at folk er ude efter Nicolai Poulsen, og det fik ham tidligere på ugen til at vise sin støtte til holdkammeraten med en story på Instagram.

»Jeg kender ham, og han er en fantastisk person og loyal for logoet. Så er han lidt emotionel nogle gange og går over gevind, og det ved han også godt, men der ligger nok en forhistorie bag, som jeg ikke vil gå ind i, der gør, at han reagerer sådan.«

»Der bliver kørt meget på Nicolai, og det er jeg sgu lidt træt af. Der bliver også sagt meget lort til ham i løbet af en kamp.«

Younes Bakiz har efterfølgende udtalt sig om episoden i et stort interview med Bold.dk, og der er enkelte citater i den historie, som Mortensen undrer sig lidt over.

»Jeg læste artiklen med Bakiz, men jeg læste den ikke engang færdig. Han udtalte dog, at han ikke gider bruge tid på Poulsen, men artiklen var alligevel så lang, at jeg ikke læste den færdigt,« siger Mortensen.

»Jeg har bare brug for at sige 'nok er nok' og vise, at vi står bag ham,« fortsætter angriberen.

Episoden har efterfølgende fået flere til at kontakte Nicolai Poulsen i indbakken. Og det har ikke været en behagelig oplevelse for midtbanemanden.

»Jeg snakker med Nicolai, og han har fået nogle vilde beskeder. Jeg vil ikke komme ind på dem, for det er så usagligt. Det er bare blevet så nemt at svine folk til. Det er ærgerligt, at det er blevet sådan,« slutter Patrick Mortensen.

Nicolai Poulsen forklarede tirsdag til B.T., at de hadske beskeder blandt andet involverer hans børn.