AGF vandt 3-1 over Brøndby, men det var først mod slutningen af kampen, at det tippede aarhusianernes vej.

Efter første halvleg var alt nemlig lige mellem de to mandskaber, og Brøndby fik udlignet hjemmeholdets første føring efter en meget mærkelig situation, hvor Jesper Lindstrøms hjørnespark gik hele vejen til målstregen og blot skulle føres det sidste stykker over af Simon Hedlund.

Især AGF's Patrick Mortensen og Kamil Grabara så underligt passive ud i situationen, og angriberen tager skylden for målet, da han pludselig ændrede mening og undlod at røre bolden.

»Den tager jeg på min kappe. Jeg går egentlig bare fejl af den og bliver lidt i tvivl i øjeblikket. Jeg er lidt bange for, at den rammer mig på armen, og så trækker jeg kroppen til mig, og så har jeg også en fornemmelse af, at den går i sidenettet. Den tager jeg 100 procent på min kappe,« siger Patrick Mortensen, der fortæller, at keeper Grabara ikke var med til at få ham til at træffe den forkerte beslutning.

»Han sagde ingenting. Det var 100 procent min fejl, så det var dejligt at få gjort bod på det i anden halvleg,« forklarer angriberen, der gjorde det til 2-1 efter pausen.

Med sejren er AGF efter en periode med kun en sejr i fem kampe tilbage på sporet, og det glæder træner David Nielsen, hvordan hans hold griber modgang an.

»Vi har haft nogle kampe, hvor vi har lavet fejl, som vi har skullet forholde os til både internt og eksternt, og jeg synes, det er glimrende af spillerne at vise denne respons og vores mentalitet, som vi har bygget op over lang tid. Det er en god og solid mentalitet, som ikke lader sig påvirke af noget som helst, og det er dejligt at se,« siger David Nielsen og fortsætter:

»Jeg synes, vi er bedst og har de største chancer i kampen. Jeg er ekstremt stolt over, at vi efter nogle kampe, hvor vi har været lige ved at være dygtige nok, spiller en rigtig, rigtig stærk kamp, hvor der også sker nogle vilde ting.«

Med sejren rykkede AGF op på fjerdepladsen efter den vigtige 11. spillerunde, som er skillelinjen for første udbetaling af tv-pengene.