I en fejlfyldt kamp på et lavt niveau vandt AGF 3-1 over Brøndby i den vigtige 11. spillerunde, som afgør den første pulje af tv-pengene.

Hjemmeholdet fra Aarhus kom foran ved den første store chance i kampen efter 37. minutter, da Casper Højer Nielsen lavede et indlæg, hvor Anthony Jung snorksov. Det udnyttede Gift Links til at komme stormende ind i feltet og score.

Lige inden pausen udlignede gæsterne på mærkværdig vis, da Jesper Lindstrøms hjørnespark blot skulle have en lille berøring foran målstregen af Simon Hedlund. AGF-spillerne Patrick Mortensen og Kamil Grabara var helt fraværende i den situation, da angriberen undlod at heade til bolden, og målmanden var komplet passiv. Det var direkte pinligt forsvarsspil.

Kort inde i anden halvleg modtog Morten Frendrup et rødt kort for sin anden advarsel, og det betød, at værterne fik meget mere flow i spillet. Det var dog først mod slutningen af kampen, at det lykkedes Patrick Mortensen at komme på måltavlen med et flot skud med venstrebenet.

Så fes luften ud af ballonen hos gæsterne, og det udnyttede indskiftede Albert Grønbæk til at lukke festen efter en kontra.

Herunder får du B. T.s karakterer, banens bedste og værste – samt »Tre ting, vi lærte«:


Der skulle ikke meget til for at kandidere til kampens spiller i denne kamp, så når sydafrikaneren scorer sit første Superliga-mål på en flot udført detalje med det kolde højreben, skiller han sig markant ud. Efter udvisningen gjorde han det endnu bedre. Var også tæt på en assist til 2-1, da han spillede Patrick Mortensen fri til scoring, men angriberens afslutning var ingen sag for Schwäbe, så derfor skulle Links lidt længere hen i kampen for også at få et oplæg med fra kampen.

Karakter: 8


Det kan se så lækkert ud, når Patrick Olsen med sine tekniske færdigheder får fordelt goderne på en god dag, men nu har vi også set med, at den mest boldsikre mand på holdet også kan være den svageste - med og uden kuglen. Helt og aldeles anonym i første halvleg. Han fik også 20 minutter til at udnytte, at hjemmeholdet var en mand i overtal og havde endnu mere plads på banen i anden halvleg, men der skete stadig intet, og så tog David Nielsen konsekvensen.

Karakter: 3

AGF 4-3-3

Kamil Grabara 5
Kevin Diks 6
Sebastian Hausner 6
Jesper Juelsgård 7
Casper Højer Nielsen 7
Patrick Olsen (ud: 68.) 3
Nicolai Poulsen 7
Bror Blume (ud: 85.) 6
Gift Links 8
Patrick Mortensen 6
Jon Thorsteinsson (ud: 85.) 6

---

Indskiftere:

Albert Grønbæk (ind: 68.) 8
Milan Jevtovic (ind: 85.) UB
Benjamin Hvidt (ind: 86.) UB

Brøndby 3-5-2

Marvin Schwäbe 6
Sigurd Rosted (ud: 46.) 5
Andreas Maxsø 6
Anthony Jung 4
Andreas Bruus 6
Jesper Lindstrøm 7
Josip Radosevic 7
Morten Frendrup (udv: 50.) 4
Peter Bjur (ud: 39.) 6
Simon Hedlund 6
Mikael Uhre (ud: 79.) 5

---

Indskiftere:

Lasse Vigen (ind: 38.) 6
Hjörtur Hermannsson (ind: 46.) 5
Anis Ben Slimane (ind: 79.)

Frendrups røde kort
Den unge midtbanemand har en evne til at være lige dér, hvor spillet foregår, og i lang tid har han imponeret med sin iver og kompromisløshed. I dag gik han dog for vidt. Han sælger simpelthen sit hold med udvisningen. Det kan godt være, at han ramte bolden først, men det var risikabelt at gå ned i så hård en tackling uden det store hensyn, og når man har et gult kort fra første halvleg, hvor han egentlig var tæt på at få et til, så gav resultatet sig selv.

AGFs vigtige spring
Fra ottendepladsen til en fjerdeplads i den runde, hvor tv-pengene bliver udbetalt. Betydning af sejren er ikke til at tage fejl af hverken økonomisk eller for holdet, der har været inde i en lidt svag periode med kun en sejr i fem Superliga-kampe. Samtidig betyder AGFs tre point, at FC København bliver skubbet ud af top seks.

VAR-koks
Det fik ikke den store betydning i denne kamp, men i midten af anden halvleg gjorde en teknisk fejl, at VAR gik i stykker og på den måde spillede sig ud af kampen. Så VAR kan altså i den grad også fejle!