I sommer modtog han Martin Jørgensens Talentpris.

Nu har Thomas 'TK' Kristensen så modtaget en ny kontrakt med AGF.

Det oplyser klubben på deres hjemmeside.

Midterforsvareren har skrevet under på en lang kontrakt helt frem til 31. december 2026.

»Hele trænerteamet forventer meget af TK, der er i en fin udvikling som menneske, spiller og fremtidig leder på vores hold. Og vi er glade for, at et af vores egne spændende talenter nu forpligter sig med en lang aftale med AGF,« siger sportschef i AGF, Stig Inge Bjørnebye, i pressemeddelelsen.

Hovedpersonen selv er rigtig glad for den tillid, som klubben viser ham med den lange kontrakt.

»Jeg synes, det er gået godt, siden jeg rykkede op i førsteholdstruppen, og jeg har arbejdet hårdt for at fortsætte min udvikling. Så at jeg nu kan skrive en lang kontrakt med AGF, er helt fantastisk. Det er dét, jeg har kæmpet for, lige siden jeg startede med at spille fodbold i Galten som lille dreng, og jeg er super glad og stolt over, at klubben og trænerne tror på mig.«

»Nu ser jeg frem til at fortsætte min udvikling, tage det næste skridt og så at få endnu flere fede oplevelser med fansene end jeg allerede har fået i min korte tid i førsteholdstruppen,« siger Thomas Kristensen.

Forsvarsspilleren fik sin debut for AGF 16. maj 2021. Siden er det i alt blevet til otte kampe for førsteholdet. Derudover har han også tre ungdomslandskampe for Danmark.

Han fik sin fodboldopdragelse i Galten IF, inden ham kom til AGF i 2013.